14/02-16 13:04

El-Husseins venner frygtede stigmatisering efter angrebEl-Husseins venner frygtede stigmatisering efter angreb

I Mjølnerparken på Nørrebro vakte Omar el-Husseins attentater store bekymringer hos hans venner.

storybild

Omar El-Hussein, arkivfoto

Mange af Omar el-Husseins venner og bekendte var i tiden efter hans angreb i København dybt påvirkede af både sorg og bekymringer.

Det fortæller Bekir Tokmak fra Københavns Kommune, der arbejder med kriminalitets- og bandetruede unge og blandt andet færdes på Nørrebro.

- De var selvfølgelig i sorg over at have mistet en ven. Mange var også meget overraskede, for de havde slet ikke set det komme, siger Bekir Tokmak til Ritzau.

Hos de unge fra Mjølnerparken på ydre Nørrebro, hvor el-Hussein er vokset op, bredte der sig samtidig en stor bekymring for omgivelsernes reaktion.

- De havde en frygt for, at alle ville tro, at nu kunne de også finde på at gøre sådan noget. De snakkede om, at det var problematisk at have en adresse i Mjølnerparken, når man skulle søge arbejde. Det fyldte rigtig meget for dem, siger Bekir Tokmak.

Også hos medarbejderne i de såkaldte 18+-centre i Københavns Kommune, hvor Bekir Tokmak er leder, har oplevelserne fra dengang sat et varigt aftryk.

- Det var meget uvirkeligt. Omar selv havde lige siddet i fængsel, så ham kendte vi ikke. Men vi var meget overraskede over, at nogen fra det miljø kunne begå sådan en forbrydelse, siger Bekir Tokmak.

- Selvfølgelig tænkte vi på, om det var en person, vi kunne have gjort noget for, hvis vi havde haft chancen, tilføjer han.

Søndag er det præcis et år siden, at Omar el-Hussein angreb København.

Om eftermiddagen 14. februar 2015 åbnede han ild mod et debatarrangement om ytringsfrihed på kulturhuset Krudttønden på Østerbro. Den 55-årige filmmand Finn Nørgaard blev dræbt, og fire betjente blev såret.

Ud på natten dukkede den 22-årige danskpalæstinenser så op ved synagogen i Krystalgade i det indre København. Fra en meters afstand likviderede han den jødiske vagt Dan Uzan og affyrede sit våben mod to betjente.

Først da politiet tidligt om morgenen 15. februar for tredje gang stod ansigt til ansigt med el-Hussein, blev han skudt og dræbt på Svanevej i Københavns nordvestkvarter.

/ritzau/

LÆS OGSÅ: Ved el-Husseins grav: Her kommer ingen ekstremister

LÆS OGSÅ: Elever advarede politiet om Omar el-Hussein i 2012

LÆS OGSÅ: Politiet har på et år bevogtet jøder i 400.000 timer

LÆS OGSÅ: Omar el-Hussein uddelte penge mellem de to angreb

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress