Af Ritzau - 27/04-16 10:54; Opdateret: 27/04-16 13:54

Fængsling af aarhusianer og 16-årig forlænges i KundbysagFængsling af aarhusianer og 16-årig forlænges i Kundbysag

Moren og søsteren til en terrorsigtet pige mødte onsdag op i retten for at støtte deres unge familiemedlem.

storybild

Gadebillede fra Kundby på Vestsjælland, hvor en 16-årig pige boede, indtil hun i januar blev anholdt og sigtet for terror. (Billede: Polfoto/Ida Munch)

Beviserne i en sag om planlægningen af bombeangreb mod to sjællandske skoler er efter mere end tre måneders efterforskning stadig så stærke, at en 16-årig pige og en tidligere syrienkriger fra Aarhus skal blive bag tremmer.

Ved et retsmøde i Holbæk har en dommer onsdag besluttet at forlænge de sigtedes fængsling med yderligere fire uger frem til 25. maj.

Begge de fængslede nægter sig skyldige i anklagemyndighedens sigtelse om forsøg på terrorisme. Terrorisme, som angiveligt skulle være gået ud over den jødiske Carolineskolen i København og Sydskolen i Fårevejle.

Pigen havde ifølge sigtelsen planer om at angribe de to skoler med hjemmelavede bomber, og den 24-årige skal have bistået hende, hævdes det.

Ved onsdagens retsmøde valgte dommer Anette Rahr Codam at lukke dørene, hvorfor beviserne mod parret fortsat ikke er offentligheden bekendt.

Anklager Lasse Biehl forklarede efterfølgende, at politiet fortsat mangler at afhøre flere hundrede vidner. Han ønsker ikke, at de skal kunne læse om sagens detaljer i pressen.

På trods af forventningen om de lukkede døre var en gruppe familiemedlemmer mødt op i retten for at støtte den 16-årige. Blandt andre nåede både hendes mor og søster at give den sorthårede pige et knus, inden hun blev ført væk af politiet.

Det er ikke klart, hvorfor parret skulle ønske at angribe de to skoler.

Men på nettet har pigen fortalt, at hun støtter jihad, ligesom hun angiveligt var uvenner med flere elever på Sydskolen i Fårevejle, hvor hun tidligere har gået.

Hvad angår den 24-årige, har han selv stået frem i flere medier og fortalt om en ungdom med vold og røverier, der til sidst kostede ham en dom på to års fængsel.

I fængslet begyndte han at læse Koranen og konverterede til islam. Siden da har han flere gange været i Syrien, og på sociale medier har han poseret med geværer foran udbrændte kampvogne og antiluftskyts.

Den såkaldte Kundbysag kom første gang til offentlighedens kendskab, da politiet 13. januar gennemførte en storstilet aktion i pigens hjem ved Kundby tæt på Holbæk.

Dagen efter meldte den 24-årige sig selv til politiet.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress