Af Ritzau - 18/04-16 12:05; Opdateret: 18/04-16 18:55

Rockerrelaterede anholdt i forbindelse med tredobbelt drabRockerrelaterede anholdt i forbindelse med tredobbelt drab

12 er anholdt i politiaktion i forbindelse med tredobbelt drab på Frederiksberg. Politiet finder flere våben.

storybild

12 personer - heraf fem med forbindelse til rockergruppen Bandidos - er mandag blevet anholdt i en omfattende politiaktion på flere adresser på hele Sjælland. Anholdelserne sker i forbindelse med et tredobbelt drab på Frederiksberg i november sidste år. På billedet ses politiet arbejde på gerningsstedet efter drabene. (Billede: Polfoto/Meyer Kenneth)

I en stor politiaktion mandag er 12 personer blevet anholdt, seks af dem sættes i forbindelse med et tredobbelt drab på Frederiksberg 11. november sidste år.

Fem af dem har relation til rockergruppen Bandidos, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet oplyser, at seks af de anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør tirsdag klokken 09.30.

De seks, der er mænd i alderen 22 til 32 år, sigtes alle for drab, til dels medvirken til drab samt for overtrædelse af våbenloven.

De tre ofre var Philip Rasmussen på 19 år, Suhaib Jaffar på 23 samt Mike Vinther på 24. De lå og sov i en lejlighed, da de blev skudt, og politiet har tidligere kaldt drabene for en likvidering.

- De seks, som vi fremstiller, er sigtet for drab til dels medvirken til drab. De har ikke alle seks været inde i lejligheden, men vi mener, de alle har medvirket, siger vicepolitiinspektør Jens Møller, Københavns Politi.

Ud over disse seks er yderligere seks personer anholdt, der i princippet ikke har noget med drabene at gøre, siger Jens Møller. Der er tale om fem mænd og en kvinde, der sigtes for forskellige overtrædelser af våbenloven.

Politiet udelukker ikke, at nogen af dem kan ende med at blive fremstillet i grundlovsforhør, men tidligere mandag hed det, at de ville blive sat på fri fod.

Politiet har i løbet af mandagen ransaget 44 kælderrum, biler og lignende på 13 forskellige lokaliteter på hele Sjælland.

To af stederne er der fundet en riffel og et haglgevær, der ikke har relation til drabsefterforskningen, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Ud over disse våben har politiet gjort flere fund af effekter, der kan være af betydning for drabsefterforskningen. Politiet ønsker ikke at løfte sløret for, hvad det drejer sig om.

Siden drabene har en omfattende efterforskning været i gang, og flere er blevet anholdt i forbindelse med sagen. 14 er tiltalt for at håndtere skydevåben straks efter drabene - muligvis fordi nogle tænkte på at ville hævne det tredobbelte drab.

I sidste uge blev to mænd anholdt og sigtet for at have solgt et af de to våben, der blev brugt ved drabet.

Anklagemyndigheden vil bede om, at retsmødet tirsdag holdes for lukkede døre.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress