Af - 19/06-15 09:46

Corydon: Vi står samlet om Mette F. som ny S-formandCorydon: Vi står samlet om Mette F. som ny S-formand

S-kronprinsesse har entydig opbakning fra Thornings tætte allierede, der ikke regner med modkandidater.

storybild

Danmark har ikke haft sin sidste kvindelige statsminister, hvis det står til Socialdemokraterne.

Selvom afgående justitsminister Mette Frederiksen (S) endnu ikke har meldt ud, at hun er klar til at overtage formandsposten i Danmarks største parti efter Helle Thorning-Schmidt, der torsdag annoncerede sin afgang, så tøver topfolk i partiet ikke med at erklære deres opbakning til hendes kandidatur.

LÆS OGSÅ: De hemmelige S-møder er i gang: Mette Frederiksen skal løfte Thornings arv som S-formand

Afgående finansminister Bjarne Corydon (S) peger helt entydigt på Mette Frederiksen som ny formand for Socialdemokraterne.

- Hun er en meget stærk politiker og en stærk socialdemokrat, og hun har som minister vist, hvad hun duer til, siger Corydon til Ritzau.

Han tilføjer, at han håber, at Mette Frederiksen takker ja til posten, og at han forventer, at det løser sig "ganske snart."

Bjarne Corydon er overbevist om, at Socialdemokraterne vil stå samlet om Mette Frederiksen som ny formand, og han har svært ved at se andre kandidater for sig.

LÆS OGSÅ: Medie: S peger på Mette F. som konstitueret formand lørdag

- Der er jo ganske mange medlemmer af vores parti, og jeg kan ikke tale på deres vegne. Men jeg føler mig fuldstændig overbevist om, at vi samles om Mette Frederiksen og står skulder ved skulder, siger han.

Også Københavns overborgmester Frank Jensen, der er næstformand i Socialdemokratiet og i sin tid var modkandidat, da Thorning blev valgt som formand, ser Mette Frederiksen som "en helt klar mulighed" som formand.

- Hvis man ser på feltet, er det rigtigt, at Mette Frederiksen er en utrolig kompetent og stærk politiker, siger Frank Jensen.

Helle Thorning-Schmidt sendte, hvad der af mange bliver opfattet som en direkte opfordring til Mette Frederiksen, da hun meddelte sin afgang som formand.

LÆS OGSÅ: Tårevædet Thorning efter nederlaget: - Jeg går af

- Jeg er Danmarks første kvindelige statsminister. Men jeg er ikke den sidste kvindelige statsminister, lød det fra Thorning.

Socialdemokraternes hovedbestyrelse mødes lørdag.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress