Af Ritzau - 29/10-16 23:06; Opdateret: 29/10-16 23:34

Politiforbund: Færre grænsebetjente er lappeløsningPolitiforbund: Færre grænsebetjente er lappeløsning

Det kan kun gøre en lille bitte forskel for dansk politi at flytte betjente fra grænsen, siger politiforbund.

storybild

Formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, mener, at S-forslag kun vil hjælpe en lille bitte smule. Arkivfoto (Billede: Scanpix/Sophia Juliane Lydolph)

Dansk politi hænger ikke sammen, og det kommer et forslag om færre betjente ved grænsen ikke til at lave om på.

Så klar er meldingen fra Claus Oxfeldt, der er formand for Politiforbundet.

Han reagerer på et forslag fra Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, der i Berlingske foreslår at lade Hjemmeværnet overtage nogle af politiets pligter ved grænsekontrollen.

- Det her skaber ikke vild begejstring hos mig. Det er kun en lille dråbe i havet. Det flytter ikke bjerge, siger Claus Oxfeldt til Ritzau.

- Det kan være med til at forbedre situationen en lille bitte smule, og alt, der kan gøre det, er selvfølgelig godt. Men hvis tingene skal hænge sammen i dansk politi, skal vi op i nogle helt andre størrelsesordener.

Han peger på, at der ifølge politiets beregninger mangler cirka 1500 betjente på landsplan.

- Vi mener, at vi skal nærme os 12.000 politifolk. Lige nu er vi cirka 10.500, siger Claus Oxfeldt.

- Vi har ikke længere en buffer af folk, der kan træde til, hvis der sker noget større, siger han videre og peger på, at det "kun kan gå for langsomt med at få optaget flere elever på de snart to politiskoler".

Mette Frederiksen opfordrer regeringen til at samle Folketingets partier til hasteforhandlinger for at få frigjort flere politifolk til bekæmpelse af borgernær kriminalitet.

Hun er blandt andet parat til at sætte flere folk fra Hjemmeværnet ind ved grænsen for at frigøre betjente til opgaver som bandekriminalitet.

Claus Oxfeldt er åben over for forslaget, men han slår fast, at det er nødvendigt med politifolk ved grænsen.

- Hvis politiets ledelse mener, at det er forsvarligt at fjerne nogle betjente fra grænsen, er det fint nok med os. Det er bare vigtigt for os, at det stadig er politiet, der har det overordnede ansvar ved grænsen, siger han.

- For lige pludselig står man i en situation, hvor man er nødt til at foretage en anholdelse. Det er politiets opgave, ikke militærets. Vi lever i et retssamfund og ikke en bananrepublik eller militærstat.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress