18/12-15 12:24; Opdateret: 18/12-15 13:34

Landsret skærper straffe i historisk hashsagLandsret skærper straffe i historisk hashsag

Endelig dom i Østre Landsret.

storybild

Luftfoto, Pusherstreet, Christiania (Billede: Polfoto)

Østre Landsret forhøjede fredag straffene en smule i en historisk stor sag om organiseret salg af hash på Christiania. Ti personer er som de første nu endeligt dømt i sagen.

Landsretten har skærpet straffen for fire af de dømte, som har fået lagt tre måneder oven i den straf, som de fik ved byretten i foråret. Straffene i sagen strækker sig fra fængsel i 1 år og 9 måneder til fængsel i 2 år og 9 måneder.

Dommen er den første landsretsafgørelse, efter at 76 mænd og kvinder i foråret blev dømt ved byretten for organiseret handel med hash.

De mange sager opstod i kølvandet på politiets såkaldte operation "Nordlys", hvor flere end 80 personer blev anholdt efter en politiaktion rettet mod den organiserede handel med hash på Christiania i København.

Anholdelsesaktionen er den hidtil største af sin slags herhjemme. Aldrig tidligere har politiet anholdt så mange på baggrund af efterforskning. Kun ved masseanholdelsesaktioner efter for eksempel demonstrationer er flere blevet anholdt.

Anholdelserne skete, efter at politiet i månedsvis systematisk havde overvåget salget fra hashboderne. Blandt andet ved brug af politifolk, som havde arbejdet under dække.

De mange anholdelser mundede ud i, at 76 personer i sidste ende blev dømt i byretten. Også det er rekord i en sag af den kaliber. Langt de fleste valgte at anke deres domme til Østre Landsret.

Sagerne er desuden særlige på den måde, at de hashmængder, som er i spil, ikke i sig selv ville udløse så høje straffe, som det har været tilfældet. Men fordi hashhandlen har været meget organiseret, har selv små mængder betydet strenge straffe.

Betegnelsen "små" er dog relativ. 36-årige Iben Hirtsgaard Olsen, som er den af de tiltalte, der er dømt for den største mængde, har ifølge landsretten medvirket til salg af 214 kilo hash. Hendes straf lyder på to et halvt års fængsel.

De højeste straffe fik 36-årige Brian Sørensen, 50-årige Teresa Petersen, 48-årige Carsten Sæle Petersen og 48-årige Per Andersen, som alle fik en dom på fængsel i 2 år og 9 måneder.

De er alle tidligere straffet for lignende kriminalitet, og derfor har de fået en strengere straf.

Derudover er 53-årige Helle Petersen, 56-årige Claus Svejdal og 28-årige Mohammed Diya Jamal-Alddine idømt to et halvt års fængsel.

Endelig blev to mænd på 26 og 24 år straffet med fængsel i 1 år og 9 måneder. Mændene har ifølge landsretten spillet en mindre rolle som såkaldte bodmedarbejdere, mens de øvrige otte har været egentlige sælgere.

Kravet i ankesagerne har som minimum været langt mildere straffe.

LÆS OGSÅ: De sidste 10 tiltalte i kæmpe hashsag er dømt skyldige

LÆS OGSÅ: Forsvarere efter hashsag: Dommene er voldsomme

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress