Af Ritzau - 19/06-16 10:25

Regeringen er klar til at skærpe straf for hvidvaskRegeringen er klar til at skærpe straf for hvidvask

Nordea blev fredag meldt til politiet, fordi banken tilsyneladende ikke gør nok for at forhindre hvidvask.

storybild

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) vil fremlægge initiativer for at komme skattesnyd til livs. (Billede: Scanpix/Niels Ahlmann Olesen)

Der skal stramninger til for at komme hvidvask af penge og skattely til livs.

Venstre-regeringen har søndag indkaldt den finansielle forligskreds, og her vil erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) og skatteminister Karsten Lauritzen (V) fremlægge initiativer til stramninger på området.

Initiativerne kommer i kølvandet på, at Finanstilsynet fredag meldte Nordea til politiet, fordi banken ifølge Finanstilsynet er i fare for at blive misbrugt til hvidvask af penge og finansiering af terrorvirksomhed.

Banken gør ikke nok for at forhindre, at der kan ske hvidvaskning, mener Finanstilsynet.

Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht, bruger sin søndag på at tage hjem fra Folkemødet på Bornholm og møder op i Erhvervs- og Vækstministeriet.

- Jeg ved ikke, hvad regeringen lægger frem, men vi er interesserede i at skærpe strafferammen, og jeg regner med, at der er flertal for det, siger Engelbrecht.

Socialdemokraterne har for nylig selv fremlagt en plan på 17 punkter, som skal sætte en stopper for skattesnyd.

Det skal ifølge Socialdemokraterne være nemmere at straffe rådgivere, som bevidst hjælper deres kunder med at snyde i skat, personligt.

Rådgiverne som eksempelvis bankrådgivere, revisorer eller advokater skal kunne straffes med fængsel, bøder eller fratagelse af deres ret til at udøve det pågældende arbejde, mener Socialdemokraterne.

Nordea-sagen fra i fredags fik Troels Lund Poulsen på banen.

- Jeg ser med stor alvor på denne sag. Når man læser igennem, hvad Nordea selv skriver om sagen, så fremgår det jo tydeligt, at den har et omfang, som er bekymrende, sagde Troels Lund Poulsen til Finans.

Ministeren tilføjede, at han ville se på, om bødestørrelsen for eksempel er tilstrækkelig.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress