Af Ritzau - 26/11-16 12:08

Forsvarer overvejer at kræve ny Se og Hør-sagForsvarer overvejer at kræve ny Se og Hør-sag

Domsmand har skabt tvivl om sin upartiskhed i Se og Hør-sagen. Forsvarer vil muligvis kræve, at den går om.

storybild

Advokat Kåre Pihlmann (th.) var forsvarer for den tidligere chefredaktør for Se og Hør Kim Henningsen. Advokaten vil muligvis kræve, at sagen går helt om, efter at en domsmand har udtalt sig om den i et radioprogram. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Advokat Kåre Pihlmann, der er forsvarer for den tidligere chefredaktør Kim Henningsen i Se og Hør-sagen, vil muligvis kræve, at sagen skal gå om.

Det sker, efter at en domsmand har talt om sagen i Radio24syv og blandt andet udtalt sig stærkt nedsættende om sladderblade, som hun mener bør uddø.

- Problemet er, at hun har givet udtryk for så udtalt en modvilje mod bladet, at man kan være i tvivl om hendes upartiskhed, siger advokaten.

Han er sikker på, at retsformanden ville have grebet ind, hvis domsmandens modvilje mod sladderpressen var kommet frem under sagen.

- Men spørgsmålet er jo, om hun ville have lyttet, siger Kåre Pihlmann.

Han mener desuden, at hun kan have overtrådt sin tavshedspligt ved at have udtalt sig om retsformandens og dommerens diskussioner om strafudmålingen i sagen.

- Inden vi eventuelt begærer, at sagen skal gå om, vil vi have en udskrift af Radio24syvs udsendelse, så vi kan se nøjagtigt, hvad der er blevet sagt, understreger advokaten.

Han vil desuden diskutere med de andre forsvarere i sagen, hvordan de skal reagere på domsmandens udtalelser.

- Det er jo en helt ekstraordinær situation. Det er helt unikt og vist aldrig sket før, at en domsmand går ud og udtaler sig om en sag dagen efter, at den er afgjort, siger Kåre Pihlmann.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress