Af Lasse Cato - 02/12-15 12:21; Opdateret: 02/12-15 12:31

Satiriker revser danskerne: ‘Jeg har da ret til at sige neger.’ Nej, gu’ fanden har du ej!Satiriker revser danskerne: ‘Jeg har da ret til at sige neger.’ Nej, gu’ fanden har du ej!

Skuespilleren og forfatteren Anna Neye er tilbage på skærmen, og hun vil have danskerne til at genoverveje nationens historie.

storybild

Anna Neye (Billede: Lasse Bak Mejlvang)

Til vores interview har Anna Neye valgt, at vi skal mødes på Vestindisk Pakhus i København. I dag huser bygningen Den Kongelige Støberisamling, men i sin tid var pakhuset et lager for kolonivarer og arbejdsplads for flere slaver. Stedet har hun valgt for at sætte ramme om sit historiske satireprogram, ‘Fra kolonimagt til kolonihavemagt’, og et helt nyt projekt, der endnu ikke er færdigt – en dokumentarserie om brune danskere i danmarkshistorien. Hun er netop kommet hjem fra optagelser til serien på Jomfruøerne (tidligere De Danskvestindiske Øer), hvor hun fik et nyt perspektiv på den danske kolonihistorie.

»Tag for eksempel Peter von Scholten. Det, jeg fik at vide om ham i skolen, var, at han var slavernes ven og befrier. Men på Skt. Croix taler de om ham som prins Peter, der levede i korrupt enevælde på øerne, og som kun forbedrede slavernes forhold for at undgå oprør og bevare sin magtposition,« fortæller hun, mens vi sætter os til rette i kongeværelset i pakhuset, hvorfra den danske konge i sin tid kunne holde øje med sine kolonivarer.

Anna Neye snakker hurtigt og har meget, hun gerne vil fortælle – især om den del af danmarkshistorien, hvor danskerne var dybt involveret i slavehandel, og hvordan den danske kolonitid er blevet enten glemt eller romantiseret i dansk historieundervisning. Historien om Dansk Vestindien indkapsler en pointe, der driver både hendes nye dokumentarserie og ‘Fra kolonimagt til kolonihavemagt’: Danskernes idé om os selv stemmer ikke overens med virkeligheden:

»Jeg synes, vi har en brist i vores nationale selvforståelse. Det, vi for eksempel husker om Danmarks rolle i Anden Verdenskrig, er, at vi reddede 6.000 jøder til Sverige og noget med modstandsbevægelsen. Fordi det passer ind i vores selvforståelse som de gode. Og så snakker vi ikke mere om det. De ting, der var cool og positive, vil vi have med, men alt det andet vil vi helst ikke tale om.«

I sit aktuelle program behandler hun blandt andet samarbejdspolitikken fra Anden Verdenskrig i en sketch, hvor en stolt Stauning mister både sine bukser og magten over det danske politi ved forhandlingsbordet med tyskerne. Hendes ønske er, at vi begynder at forholde os mere kritisk til vores historie.

»Hvis man vil have folk til at snakke om noget, de ikke har lyst til at snakke om, må man få dem til at grine af det. Når vi griner af det, kan vi begynde at snakke om det og forholde os til det,« siger Anna Neye, der desuden mener, at vores forhold til historien bliver afspejlet i vores nutid.

»Danskerne er enormt historieløse, og det har jeg også selv været et eller andet sted. Men historien definerer, hvordan man agerer i verden. Gør man ikke op med sin egen historie, bliver man ved med at gentage den i al evighed. Det er ligesom at gå til terapi. Hvis du kører rundt i de samme mønstre hele tiden, bliver du træt af det og går til psykolog for at snakke om din fortid, så du ikke bliver ved med at gentage de samme mønstre i fremtiden,« siger Anna Neye og holder en kort pause, før hun runder sin tankestrøm af med et grin:

»Jeg synes, at Danmark har brug for terapi.«
Et af de områder, der efter den 46-årige skuespiller og manuskriptforfatters mening har behov for forandring, er, hvordan vi snakker om forskellighed. I et land, hvor de fleste indbyggere er lyse i huden, er der nemlig behov for, at majoriteten lytter til mindretallet, for eksempel når det handler om, hvordan de omtales. Anna Neye efterlyser i den sammenhæng, at den generelle brug af ordet ‘neger’ bliver vendt fra at være noget, der handler om ytringsfrihed og politisk korrekthed, til at danskerne i stedet spørger folk, hvordan de gerne vil benævnes.

»Det allermest tragiske i øjeblikket er, at vi ikke vil anerkende, at der er nogle problemer, vi bør snakke om. ‘Jeg har da ret til at sige neger.’ Nej, gu’ fanden har du ej! Du skal ikke omtale mig på en måde, jeg ikke bryder mig om at blive omtalt på. Og der går ikke noget af dig ved at tage hensyn –eller i det mindste at spørge hvad jeg vil kaldes først,« siger hun bestemt.

Selv er hun datter af en nigeriansk far og en dansk mor og opvokset i Danmark, og hun understreger, at hun ikke ser danskerne som et dårligt folkefærd. Men vi bør acceptere, at vores historie ikke kun er rosenrød og trækker spor ind i vores nutid:

»Folk døde som fluer på De Vestindiske Øer. Der er ikke noget positivt at sige om den danske kolonitid, men alligevel sælger rejsebureauer ferier dertil som ‘vores tabte paradis’. Det ville du jo ikke sige om en kz-lejr. Og vi er heller ikke interesserede i at snakke kritisk om vores koloniale fortid, fordi den del af vores historie passer dårligt ind i vores selvforståelse som ‘de søde’. Og vi er søde, men altså også nogle røvhuller, og det er vigtigt, at vi anerkender denne dobbelthed.«

Hendes håb er, at hendes historiske programmer kan være med til at rykke på danskernes selvforståelse. Og her er hendes strategi til dels at få os til at grine sammen af os selv og vores historie – også selv om det i grunden ikke er særlig sjovt.

»Jeg synes grundlæggende ikke, der er noget at grine af. Livet – ‘it’s a walk of pain’. Men kan vi ikke grine af det alligevel, kan vi lige så godt lægge os ned og dø.«

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress