TV: 6-årige Elias er Danmarks yngste ninja og lister som en panterTV: 6-årige Elias er Danmarks yngste ninja og lister som en panter

I Skælskør på Sydsjælland bliver danskere hvert år 'uddannet' i den mystiske ninja-kunst. Den yngste elev er seks år gammel, imens den ældste har rundet 85.

Se Elias og de andre ninjaer udfolde sig under træningen på Ninja Skolen i Skælskør. Se video i større format i vores videosektion Videoportal

Maskeklædte, mystiske og i stand til at dræbe et andet menneske med de bare næver.
Det er blot nogle af de karakteristika, der omgærder den oldgamle, japanske ninja-kunst.

I Skælskør - ja, faktisk i hele Danmark - er kunsten populær som aldrig før, og de sidste fire år har børn, unge og voksne kunnet tilegne sig færdigheder som ægte ninjaer på Ninja Skolen.

Foto: Casper Søby

Ifølge Per Nygaard, stifter af skolen, som sidste år havde besøg af 3.000 elever fra skoler på begge sider af Storebæltsbroen, er ninjakulturen populær, fordi den rummer elementer, som vores samfund mangler.

- Ninjatræningen er en succes, fordi det giver børn og unge et andet bevægelsesmønster end det, de er vant til i deres hverdag. Vi har i dag en tendens til at pakke vores børn ind i vat, og derfor har vi på Ninja Skolen integreret fænomenet vild og farlig leg, hvor børnene bliver nødt til hele tiden at tænke selv. Det udvikler dem. Det kan vi se, siger Per Nygaard til metroxpress.

Ud over at være et plus i forhold til børn og unges fysiske udfoldelse er ninjatræningen ifølge Per Nygaard også et mentalt værktøj til børnene.

- På grund af vores curling-kultur hvor børn konstant bliver nurset, kan flere komme til at mangle selvværd senere hen i livet. Med et indblik i ninjakulturen fokuserer vi meget på den mentale styrke. Ninjaer er ydmyge og praler ikke. Kun indadtil. Det lærer vi dem, og det er med til at styrke deres indre stemme og selvværd.

Ældste elev er 85

Ninja Skolen er ikke kun for børn og unge. Godt nok er hovedparten af eleverne mellem 6 og 15 år, men seniorerne i og omkring Skælskør har også fået øjnene op for den japanske kampkunst.

Vores ældste medlem er en dame på 85. Hun dyrker mest tai chi, men har sammen med de andre gamle damer været med ude på ninjabanen. Hun er gammel skolelærer og synes, det er helt fantastisk. Hun ville gerne kunne være med derude, men det er lidt for hårdt, så hun og de andre ældre nøjes med at kigge på, lyder det fra Per Nygaard.

Én, der ikke nøjes med at se på er seksårige Elias Rasmussen. De sidste seks måneder har han flere gange om ugen styrtet rundt på ninjabanen sammen med de andre sortklædte ‘ninjaer’ fra Ninja Skolen.

Elias er en mester i balance. Foto: Casper Søby

- Man skal være god til at liste og holde balancen, fortæller Elias til metroxpress, efter han uden at falde ned en eneste gang har gennemført den krævende forhindringsbane.

Hver gang Elias kommer har han sin far Jimmy Rasmussen med. Og også farmand tager sig en tur på banen sammen med sønnike. Det er dog langt fra hver gang, at han er ligeså adræt som sin søn.

- Jeg har da gennemført den, men jeg er også faldet ned en del gange, siger han med et smil på læben.

Jimmy og Elias sammen til ninjatræning. Foto: Casper Søby

Og der er grund til at smile, for det handler ikke om at være den hurtigste ninja på banen. Her skal man gøre tingene i sit eget tempo, lytte til sig selv og lære at samarbejde. Grunddyder i ninjakulturen fortæller Per Nygaard.

- At træne til ninja er ikke en konkurrencesport. Det handler om at samarbejde og lære at samarbejde. Derfor er der ikke altid en fordel at være den største, stærkeste og hurtigste. Det lærer børnene og drager nytte af de forskellige færdigheder, de hver især har, siger Per Nygaard.

Har bygget det hele selv

Hele anlægget, som omfatter en stor udendørs træningsbane samt en stor indendørs træningslade og en lille sal med måtter på gulvene, har Per selv bygget. Midlerne kommer ud af egen lomme eller fra legater, han løbende søger, når pengene slipper op.

- Det er dog lidt svært at få overbevist folk om at donere penge til formålet, så det går desværre noget langsommere med at bygge det hele op, end jeg havde håbet på, fortæller Per Nygaard, som derfor i håb om at rejse ekstra penge til projektet har skrevet bogen ‘Gu vil jeg ej!’, der er en guide til sundhed, frihed og lykke.

- Vi mangler bedre toilet- og omklædningsforhold til børnene, og derfor håber vi, at penge fra bogsalget kan sætte lidt fut i processen.


LÆS OGSÅ: TV: Se Wozniacki og vennerne i vild warrior-dyst

LÆS OGSÅ: For første gang uden for USA: Vild tv-underholdning for hele familien

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress