Af Ritzau - 25/08-16 16:02; Opdateret: 25/08-16 21:32

77-årig mand slap med livet i behold efter stenkast77-årig mand slap med livet i behold efter stenkast

En bil blev ramt af stenkast fra bro på Hillerødmotorvejen torsdag. Også ved Rødovre blev der kastet sten.

storybild

Der blev torsdag kastet sten fra en motorvejsbro over Hillerødmotorvejen. En 77-årig bilist, hvis bil blev ramt, slap uden skrammer. (Billede: Scanpix/Bax Lindhardt)

En 77-årig mand fik sig noget af et chok under en køretur på Hillerødmotorvejen torsdag formiddag. Fra en motorvejsbro ved Høje Gladsaxe blev der kastet en sten mod bilen.

Stenen knuste et soltag i bilen, men ramte ikke den 77-årige, der sad bag rattet.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Stenen blev kastet fra motorvejsbroen omkring klokken 12 torsdag formiddag.

Broen, hvorfra stenen blev kastet, ligger ved den første afkørsel fra Hillerødmotorvejen ved Ruten og Høje Gladsaxe Vej.

Københavns Politi efterforsker nu sagen, og i den forbindelse blev motorvejen kortvarigt lukket i nordgående retning.

Hvis man har set noget eller observeret mistænkelig adfærd i nærheden af motorvejsbroen, skal man kontakte politiet, lyder det i pressemeddelelsen.

- Den slags hører ingen steder hjemme. Og vi håber meget på at høre fra borgere, som kan hjælpe os med oplysninger, der kan føre til opklaring.

- Man skal vide, at vi ser med meget stor alvor på sagen, som vi betragter, som opførsel, der volder fare for liv og førlighed, siger ledende politiinspektør Gert Gernyx Sejbak i pressemeddelelsen.

Også på en bro over Avedøre Havnevej ved Maglekær i Rødovre blev der sent torsdag eftermiddag klokken 17.13 kastet flere sten, fortæller vagtchef ved Vestegnens Politi, Peter Grønbek. Ingen blev ramt.

- Vi er meget interesserede i at høre fra vidner, som har set nogle på broen, nogle kaste eller nogle løbe væk, siger Peter Grønbek.

Politiet fandt efterfølgende sten på størrelse med en knytnæve på kørebanen.

De to episoder kommer fire dage efter, at en 33-årig tysk kvinde mistede livet natten til 21. august, da en 30 kilo tung sten ramte familiens bil.

Stenen blev kastet ud fra en motorvejsbro på Fyn.

Kvindens 36-årige mand blev hårdt kvæstet, mens parrets femårige søn ifølge politiet ikke fik alvorlige fysiske skader.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress