Af Ritzau - 07/10-16 01:36

Løkke kræver at partier finder penge til boligskatLøkke kræver at partier finder penge til boligskat

Løkke vil ikke koble boligskat helt fra 2025-forhandling. Partier, der vil med i aftale, skal finde penge.

storybild

Man kan ikke bruge penge, man ikke har, fastslog statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) efter åbningsdebatten i Folketinget. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Står det til Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, så bør statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) allerede nu opgive at gøre boligskatten til en del af de samlede 2025-forhandlinger.

Ifølge DF-formanden har Liberal Alliance med deres ultimative topskattekrav skabt så stor usikkerhed om en samlet 2025-aftale, at boligskatten bør forhandles for sig.

Sker det, vil boligejerne formentlig inden for kort tid få en politisk aftale og dermed ro om deres økonomiske situation, lyder det fra Thulesen Dahl.

Men statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var efter den 14 timer lange åbningsdebat i Folketinget ikke klar til at sige ja til den model.

Spørgsmål: Kan man lande en separat aftale om boligskatten?

- Ikke sådan fuldstændigt afkoblet. Nu starter der møder om boligudspillet allerede fredag hos skatteministeren. Men der er den sammenhæng, at hvis man vil sikre ro hos de eksisterende boligejere, så skal der bruges nogle penge.

- Dem finder man i en finanslov. Og i et flerårigt perspektiv. Og dermed i en helhedsplan. Så det har sin grænse, sagde Lars Løkke Rasmussen, da han kom ud i Vandrehallen efter midnat.

Statsministeren henviser til, at der skal findes ti milliarder kroner, som skal gives tilbage som en engangsbetaling til de boligejere, der har betalt for meget som følge af for forkerte ejendomsvurderinger.

Derudover skal der bruges 14 milliarder kroner for at finansiere regeringens udspil, der blandt andet giver en skatterabat til nuværende boligejere.

Spørgsmål: Kan du sige det helt klart: Skal man være med i en helhedsplan og finde nogle penge der, for at man kan være med i en aftale om boligskatten?

- Der gælder den generelle leveregel på Christiansborg, at skal man bruge penge, så skal man også være med til at finde dem. Og den regel kommer også til at gælde i dette efterår, siger Lars Løkke Rasmussen.

Spørgsmål: Så man skal være med i aftalen om helhedsplanen?

- Jeg svarer på spørgsmålet ved at sige, at hvis man skal bruge penge, så skal man også være med til at finde dem. Skal vi lave et nyt boligskattesystem, så skal der ti milliarder ud til de boligejere, der har betalt for meget. Og så skal der findes et beløb for at fase det nye system ind. Det opgør vi til 14 milliarder kroner. I alt 24 milliarder.

- Man kan ikke sidde og være med til at lave en aftale om 24 milliarder kroner, uden at man er med til at finde dem. Om man så er med til at finde dem i en helhedsplan eller i situationen, det må man diskutere.

- Men man kan ikke bruge penge, man ikke har, siger Lars Løkke Rasmussen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress