Af Ritzau - 28/08-16 11:33

Regeringen lover halv milliard til de svageste småbørnRegeringen lover halv milliard til de svageste småbørn

Regeringen vil bruge 580 millioner på dagtilbud til de yngste, blandt andet for at bekæmpe negativ social arv.

storybild

Regeringen løfter søndag sløret for, at de vil afsætte 580 millioner til at give danske dagtilbud for børn i alderen nul til fem år. Dagtilbuddene skal have et kvalitetsløft med fokus på at bekæmpe negativ social arv, oplyser minister for børn, undervisning og ligestilling. (Billede: Scanpix/Claus Bech)

Regeringen vil i udspillet til ny finanslov afsætte 580 millioner til at styrke dagtilbud for børn i alderen nul til fem år.

Tanken er blandt andet at øge fokus på at nedbryde den negative sociale arv, oplyser Ellen Trane Nørby (V), minister for børn, undervisning og ligestilling.

- Vi vil blandt andet fokusere på de børn, der kommer fra hjem, hvor der ikke er særlig mange bøger i reolerne. Det er alfa og omega, at vi går tidligt ind, hvis vi skal nedbryde den negative sociale arv, siger ministeren.

Hun henviser til forskning, der viser, at flere danske børn er bagud, allerede inden de begynder i skolen.

Tilbuddet kommer også til at fokusere på at give et generelt kvalitetsløft til danske dagtilbud. Ellen Trane Nørby mener, at der er stor forskel på, hvor meget kvalitet, der kommer ud af de penge, der bliver investeret på området.

- For os handler det om at give området en ekstra saltvandsindsprøjtning. Men det handler også om at kigge på, hvordan vi bruger de 30 milliarder, som vi allerede bruger på børneområdet i dag.

De 30 milliarder dækker over et offentligt tilskud på 25 milliarder til dagplejeinstitutioner, vuggestuer og børnehaver, hvor yderligere fem milliarder bliver betalt af forældrene selv.

Ellen Trane Nørby vil ikke komme nærmere ind på, hvordan pengene konkret skal bruges. Hun henviser til de arbejdsgrupper af forskere og praktikere, der arbejder på at finde de punkter i dagtilbuddene, hvor der er brug for en styrket indsats.

- I respekt for det arbejde, som de laver, vil vi komme med vores samlede børneudspil til januar og ikke nu her i forbindelse med finanslovsprocessen.

- Vi håber selvfølgelig, at partierne vil være med til at investere i børneområdet og være med til at afsætte nødvendige midler, siger ministeren.

Regeringen vil i begyndelsen af 2017 præsentere et samlet dagtilbudsudspil, hvor de konkrete initiativer kommer med.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress