Af Ritzau - 25/10-16 13:53

Hashkurér: Politiet sparkede mig ned i mudderpølHashkurér: Politiet sparkede mig ned i mudderpøl

To mænd er fængslet efter anholdelser på Christiania. Den ene anholdte fortæller om hårdhændet politiadfærd.

storybild

Joints, hash, skunk og kontanter er blevet beslaglagt i forbindelse med anholdelse af to mænd på Christiania. Mændene er tirsdag blevet fængslet. (Billede: Free/Colourbox.dk)

En gruppe på tre-fire politifolk var mandag særdeles hårdhændede under en anholdelse af en 24-årig hashkurér på Christiania, fortæller den anholdte selv.

Tirsdag har manden i Dommervagten i København fortalt, at betjentene under anholdelsen sparkede benene væk under ham, så han landede i en mudderpøl.

Den 24-årige har i retten fortalt, at politiet beordrede ham til at lægge sig på jorden. Men jorden var mudret, og han var derfor gået lidt til side for at kunne lægge sig på tør grund.

Sådan lyder hans egen forklaring. Politiets opfattelse af sagen er en anden. Manden er nemlig sigtet for at lægge hindring i vejen for politifolkenes arbejde i forbindelse med anholdelsen af ham.

Den 24-årige, der arbejder på sin fars pladeværksted, var på Christiania for at aflevere et halvt kilo hash til en person. Hvem aftageren var, ville han tirsdag ikke røbe i Dommervagten.

Manden har fortalt, at han tidligere har arbejdet som pusher. Men det var han holdt op med, fordi hans kæreste er blevet gravid.

Graviditeten til trods valgte manden alligevel at tage ind på Christiania for mandag formiddag omkring klokken 11 at aflevere det halve kilo.

Også en 22-årig mand blev anholdt på Christiania mandag. Ham har politiet sigtet for besiddelse af hundredvis af joints samt flere hundrede gram hash og skunk.

Manden er desuden sigtet for at have været i besiddelse af to såkaldte hashslikkepinde.

Ved anholdelsen fandt politiet knap 18.000 kroner på manden. Efterfølgende ransagede politiet hans hjem, og her blev der fundet godt 47.000 kroner.

Ifølge anklagemyndighedens sigtelse stammer kontantbeløbene fra salg af mere end et kilo hash.

Den 22-årige har erkendt, at han har opbevaret en masse joints og nogle hundrede gram hash og skunk. Men han nægter, at det har været med henblik på salg.

I Dommervagten valgte dommer Jens Stausbøll at fængsle begge mænd i foreløbig 13 dage. Stausbøll vurderede, at der var risiko for, at mændene på fri fod ville begå ny kriminalitet.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress