Af Ritzau - 30/08-16 15:46

Regeringen vil skære i løn til forsvarsadvokaterRegeringen vil skære i løn til forsvarsadvokater

Advokater er forbløffede over, at salærer skal skæres med 11 millioner. Begrundelsen holder ikke, mener de.

storybild

Formanden for Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Kristian Mølgaard, er bekymret og forbløffet over forslaget til en ny finanslov, siger han (arkivfoto). (Billede: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen)

De advokater, der forsvarer borgere i straffesager, skal have en lavere betaling.

I finanslovforslaget ønsker regeringen at skære 11,2 millioner kroner i udgiften til forsvarernes salærer næste år.

Men forslaget bekymrer og forbløffer Landsforeningen af Forsvarsadvokater og brancheorganisationen Danske Advokater.

Kritikken retter sig blandt andet mod begrundelsen for indgrebet - nemlig at salærtaksterne er blevet forhøjet ud over stigningen i priser og løn. Påstanden holder ikke, lyder det.

- Præmissen er ikke korrekt, siger forsvarsadvokaternes formand, advokat Kristian Mølgaard.

Og direktøren i Danske Advokater supplerer kritikken:

- Det her er et eksempel på, at hvis man piner data længe nok, tilstår de til sidst, siger Paul Mollerup.

I forslaget til den nye finanslov hedder det, at man forventer, at salærtaksten reduceres. Dette undrer direktøren sig over. I dag er det nemlig præsidenterne for de to landsretter, der fastsætter de vejledende salærtakster.

- Det er et principielt problem og strider imod magtens tredeling, mener Paul Mollerup.

- Det står i retsplejeloven, at det er domstolene, der fastsætter salæret. Men nu ser det ud til, at Finansministeriet vil overtage opgaven, siger Paul Mollerup.

I dag er taksten 1700 kroner per time i retten. I 2009 var taksten 1450 kroner.

- Man tager slet ikke hensyn til, at der har været et stort efterslæb i mange år, siger Kristian Mølgaard.

- Forsvarere er betydeligt ringere aflønnet end andre advokatgrene, tilføjer han. Derfor kan nedskæringen betyde, at det bliver sværere at få dygtige advokater til at arbejde med straffesager, frygter han.

- Der er tale om en generel forringelse af forsvaret af individet - og det sker samtidig med, at der lægges op til hårdere straffe og flere penge til politi og anklagemyndighed, mener Kristian Mølgaard.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress