15/11-13 22:28; Opdateret: 17/06-15 18:59

Eksperter forundrede over Løkkes boliglånEksperter forundrede over Løkkes boliglån

Lars Løkke Rasmussen har lavet en voldsom overbelåning på sit parcelhus i Græsted, skriver Søndagsavisen

storybild

(Billede: Polfoto)

OBS: Redaktionen er blevet gjort opmærksom på, at denne artikel er begyndt at blive delt på trods af, at det er en artikel fra 2013.
______________________________________________

Venstres formand Lars Løkke Rasmussens har ifølge offentligt tilgængelige oplysninger belånt sit parcelhus i Græsted i Nordsjælland med realkreditlån for i alt 3,489 millioner kroner, og det er en voldsom overbelåning i forhold til, hvad huset faktisk er værd. Det skriver Søndagsavisen.

Det er ikke ulovligt for en husejer at overbelåne sit hus, men det sætter ifølge flere eksperter tvivl om Lars Løkkes habilitet og evne til at træffe de nødvendige beslutninger i forhold til den økonomiske politik.

LÆS OGSÅ: Lars Løkkes hemmelige løn forbliver hemmelig

- Løkkes personlige situation afspejler på mange måder den situation, vi som samfund har sat os i, nemlig at vi har skruet os ned i en gældsfinansieret økonomi. Hvis ens privatøkonomi er fedtet ind i denne her gældsøkonomi, så kan man ikke være fuldstændig uafhængig i den økonomiske politik, siger Ole Bjerg, der er lektor på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS og netop har skrevet bogen ”Gode penge – et kontant svar på gældskrisen.”

Hvis Lars Løkke Rasmussens samlede realkreditlån skal holde sig inden for belåningsgrænsen på 80 procent, skal husets handelsværdi være mindst 4,34 millioner kroner. Der er intet, som tyder på, at husets værdi har været i nærheden af det på noget tidspunkt; heller ikke da det gik allerbedst for ejendomsmarkedet.

Den offentlige ejendomsvurdering er på 2,2 millioner kroner, og ser man på gennemsnitsprisen for alle hushandler i Græsted foretaget i 2013, er værdien af Løkkes villa i omegnen af 1,8 millioner kroner.

Lars Løkke Rasmussen har optaget sin realkreditgæld i Græsted-villaen ad flere omgange. Seneste ekstralån blev stiftet den 6. juni 2012 hos Realkredit Danmark, der er ejet af Danske Bank, og var et afdragsfrit F1-lån på 673.000 kroner.

At Lars Løkke Rasmussen har fået grønt lys for at overbelåne sine boliger, får en række forskere til at undre sig over, at en toppolitiker på den ene side kan tale for økonomisk ansvarlighed og samtidig optage så store lån.

LÆS OGSÅ: Kommentator: Venstre-nedtur er Løkkes skyld

- Hvis der ingen sammenhæng er mellem handling og det, man giver udtryk for, ja så er der både et etisk og moralsk problem, siger professor i økonomi ved Syddansk Universitet og tidligere overvismand Christen Sørensen til Søndagsavisen.

"Kan ramme Løkke på troværdigheden"
Han understreger samtidig, at han ikke kender Lars Løkke Rasmussens øvrige privatøkonomi. Christen Sørensen undrer sig dog over, at det overhovedet har været muligt for den tidligere statsminister at geare sin boligøkonomi så voldsomt.

- Hvordan kan nogen låne så mange penge ud i den blå luft, og hvorfor har nogen givet lov til det?, siger Christen Sørensen.

LÆS OGSÅ: Blå vælgere: Du er ikke tilgivet, Løkke

Det kan ramme Lars Løkke Rasmussens politiske troværdighed, at han har optaget lån i sit hus på mere end det, husene faktisk kan sælges for.

- Jeg ved ikke, om man kan stole på, at Løkke kan styre statskassen, når han tilsyneladende her ikke har styr på sin egen kasse. Men det må være op til vælgerne at vurdere det,” siger Rune Stubager, der er valgforsker og lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet. Han kommer med et par eksempler på, hvorfor denne sag netop kan gøre det vanskeligt for politikere at overbevise vælgerne om, at de skal være mere økonomisk ansvarlige, når det gælder deres boligøkonomi.

- Hvis vi tager Løkkes egen rejsesag, eller Mette Frederiksens privatskolesag, kan man konstatere, at når politikerne siger ét og gør noget andet, ja så er det vanskeligt at forklare vælgerne, siger statskundskabsprofessoren.

Ingen kommentar fra Løkke
Søndagsavisen er efter papiravisens deadline blevet gjort opmærksom på, at det seneste lån, der er optaget i 2012, kan være en refinansiering/konvertering og dermed ikke et nyt lån. Den oplysning er ikke mulig at verificere, men er det tilfældet, er lånet optaget efter en fortolkning af Realkreditloven, som efterfølgende blev underkendt af Finanstilsynet, nemlig at man kan få lov at konvertere og forlænge løbetiden på et lån, uden at afdrage det, når ejendommen i øvrigt er overbelånt.

Der blev foretaget 286 villasalg i Græsted på toppen af boligmarkedet fra 2006-2008. Gennemsnitsprisen i området var på 16.491 kroner, hvilket vil have givet en estimeret salgsværdi for Lars Løkke Rasmussens hus på 3.265.231 kroner, da markedet var bedst. Løkkes hus skulle have haft en værdi på 4.340.000 kroner, hvis lånet skulle overholde lånegrænsen på 80 procent af boligens værdi.

Lars Løkke Rasmussen har ikke ønsket at kommentere sagen. Realkredit Danmark vil ikke kommentere konkrete kundesager eller svare på, hvorfor Lars Løkke Rasmussen har fået lov til at optage så store lån i sin bolig.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress