Af Lars Dinesen - 27/12-15 21:25

Brand på skole i Skovlunde er nu endeligt slukketBrand på skole i Skovlunde er nu endeligt slukket

På ny afvarsler politiet faren for sundhedsskadelig røg ved brand, som er slukket på en skole.

Branden på Rosenlundskolen i Skovlunde er nu slukket og udvikler ikke længere farlig røg.

Derfor kan borgere i Herlev vest for København gå udendørs igen, lyder det fra politiet i en pressemeddelelse søndag aften.

- Branden i Rosenlundskolen på Ejbyvej i Skovlunde er nu slukket. Derfor ophæves den tidligere varsling.

- Personer i det berørte område kan igen gå udendørs og åbne døre, vinduer og ventilation. Vi henstiller dog til, at man ikke søger til området omkring skolen, idet der fortsat pågår efterslukning på stedet, lyder det fra vagtchefen.

Branden opstod på Rosenlundskolen på Ejbyvej i Skovlunde og blev opdaget lidt før klokken 12.

Den blev meldt slukket, men blussede tilsyneladende op igen og udviklede på ny farlig røg, hvorefter politiet bad borgerne holde sig inden døre for anden gang.

Ilden havde tidligere på dagen fat i taget på den ene af to gymnastiksale, oplyste politiet.

Teknikere vil indlede en undersøgelse, når forholdene tillader det, oplyste vagtchefen til Ritzau tidligere søndag.

Årsagen til branden kan politiet ikke udtale sig om.

I forbindelse med indsatsen har det lokale brandvæsen i øvrigt fået assistance af Beredskabsstyrelsen, der er rykket ud med en redningskran.

Ifølge Ekstra Bladet, som har talt med skoleleder Martin Gredal, fortsætter undervisningen som planlagt, når eleverne vender tilbage efter juleferien.

Branden får kun konsekvenser for idrætsundervisningen, lyder det.

/ritzau/

LÆS OGSÅ: Brand på skole i Skovlunde udvikler igen farlig røg

LÆS OGSÅ: Voldsomme vandmasser spærrer ringvej i Odense

LÆS OGSÅ: Svensk politi har måske fundet Olof Palmes mordvåben

LÆS OGSÅ: Regn: Våde kældre, togdrift indstillet og evakuering

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress