Af Ritzau - 30/06-16 15:15; Opdateret: 30/06-16 16:51

Fire unge dømt - tævede offer for røveri med spadeFire unge dømt - tævede offer for røveri med spade

63-årig mand i Skals blev slået i hovedet med spade, da unge begik røveri mod ham.

storybild

Politiet gennemførte en langvarig efterforskning for at finde frem til de unge, der torsdag er dømt for et groft hjemmerøveri i Skals (arkivfoto). (Billede: Free/Politi.dk)

Fængsel fra otte til fire år er straffen til en gruppe unge mænd, der blandt andet begik et brutalt hjemmerøveri i Skals.

Dommen er afsagt torsdag af et nævningeting i Retten i Viborg.

Offeret, en mand på 63 år, blev slået i hovedet med en spade og fik alvorlige skader, da de unge trængte ind hos ham en eftermiddag i maj sidste år.

Desuden blev han udsat for strøm fra en strømpistol, da gruppen truede sig til et dankort og en pung med 2000 kroner.

De fire unge er udenlandske statsborgere og har alle fået en betinget udvisning af Danmark oveni fængselsstraffen. Tre er afghanske statsborgere, mens en er fra Somalia.

Den 22-årige Sherzad Jabarkheil straffes med fængsel i otte år. Trods sin unge alder er han dømt flere gange før.

Desuden spiller det også ind, at han i den aktuelle sag har gjort sig skyldig i brandstiftelse og flere andre lovovertrædelser.

To andre, Abdullahi Dahir Aden og Siyar Rayeq, begge 21 år, er idømt fængsel i henholdsvis seks år og fire år og seks måneder.

Endelig har den sidste mand i sagen, Nawid Sediq på 20 år, fået fængsel i fire år.

Mændene blev tidligere på måneden fundet skyldige i at have stået bag hjemmerøveriet og i den grove vold. Torsdag har retten så fastsat straffen til de fire.

Da politiet kom frem til landejendommen, fandt betjentene offeret med hovedet smurt ind i blod.

I første omgang afviste han at lade sig indlægge, men dagen efter overfaldet blev hans tilstand forværret.

På sygehuset viste en CT-skanning, at slaget med spaden havde medført en hjerneblødning, som kunne have kostet ham livet.

Politiets efterforskning har især drejet sig om teleoplysninger, som afslører, at mændene var på stedet på tidspunktet for røveriet.

Desuden er der beviser for, hvordan de bagefter forsøgte at hæve penge på offerets dankort.

Torsdag har Abdullahi Dahir Aden straks anket til Vestre Landsret.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress