Af Ritzau - 01/12-16 11:58; Opdateret: 01/12-16 14:59

Arrangør lover magisk åbning af Aarhus som kulturbyArrangør lover magisk åbning af Aarhus som kulturby

Aarhusiansk vikingefortid vækkes til live, når landets næststørste by til januar bliver kulturhovedstad i EU.

storybild

Direktør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, Rebecca Matthews (th.) lover aarhusianerne en "magisk" åbning af kulturbyåret. (Billede: Free/Free / Jan Bjerre Lauridsen, Ritzau)

Vikingetiden bliver temaet, når Aarhus 21. januar officielt åbner som europæisk kulturhovedstad.

Op mod 100.000 deltagere ventes at overvære åbningsarrangementet, som finder sted ved byens havneområde.

De vil blandt andet blive vidner til et optog med 5000 statister, som vil bære tusindvis af lanterner og vikingeskibe gennem byen.

- Vi vil skabe en åbningsfest for alle, og vi inviterer både voksne og børn til at være med. Ikke alene i selve showet, men også til at skabe denne begivenhed, siger Nigel Jamieson.

Han er britisk teater- og eventinstruktør og hyret til at sørge for en spektakulær åbning af kulturbyåret i Aarhus.

Nigel Jamieson var også instruktør og skaber af åbningsceremonien, da Liverpool var kulturby i 2008.

Desuden var han med til at trække i trådene ved åbningen af de Olympiske Lege i Sydney i 2000.

I Aarhus skal han styre slagets gang, når kulturåret formelt skydes i gang lørdag 21. januar fra klokken 19.

Hele showet transmitteres direkte på DR1, og seerne vil blandt andet blive vidne til et stort lys- og lydshow på havnen.

Forinden vil der være et optog gennem byen, hvor 5000 statister indgår i en procession fra rådhuset og ned mod havnen.

Ud over tusindvis af lanterner vil optoget bære fem vikingeskibe på 10-12 meter.

Vikingeskibene er et hint til Aarhus' fortid. Byen blev grundlagt af vikingerne, og der er stadig masser af spor af de mennesker, der valgte at slå sig ned ved mundingen af Aarhus Å.

- Det bliver en af de største kulturelle events, som Danmark kommer til at se i mange år, siger direktør for kulturhovedstadprojektet Rebecca Matthews.

Hun lover, at åbningsshowet bliver "fuldkommen magisk" og en "once-in-a-lifetime oplevelse".

Ud over tusindvis af statister medvirker 1000 opera- og korsangere, ligesom den færøske sanger Eivör også optræder.

Kulturbyprojektet har allerede kontakt til cirka 2000 frivillige, der vil deltage i åbningsceremonien. Det er stadig muligt at melde sig som lys- og skibsbærer via hjemmesiden aarhus2017.dk.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress