Af Ritzau - 09/10-16 16:05

Oplysninger om gps-signaler skal frem under retssagerOplysninger om gps-signaler skal frem under retssager

Politiet skal nu notere, om oplysninger om mistænke kommer fra gps-sporing. Det oplyser Rigsadvokaten.

storybild

Landets øverste anklager, Rigsadvokaten, har besluttet, at det fremover skal fremgå i politiets rapporter, om oplysninger stammer fra gps-sporing af mistænkte. Arkivfoto. (Billede: Free/Colourbox)

Det skal være slut med at hemmeligholde visse former for bevismateriale for tiltalte og forsvarere i straffesager.

Landets øverste anklager, Rigsadvokaten, har besluttet, at det fremover skal fremgå i politiets rapporter, når oplysninger stammer fra gps-sporing af mistænkte.

Det oplyser Rigsadvokaten i en pressemeddelelse.

Allerede i maj i år blev praksis på området ændret. Her tvang Vestre Landsret tvang nemlig anklagemyndigheden til at offentliggøre oplysninger om politiets gps-sporing i en sag om sprængninger af pengeautomater.

Og det er blandt andet på den baggrund, at Rigsadvokaten har ændret anklagemyndighedens interne retningslinjer.

Begrundelsen for ændringen er desuden, at der ikke længere er behov for at skjule politiets værktøjer. Det oplyser statsadvokat Jens Røn fra Rigsadvokaten i pressemeddelelsen.

- Hidtil har det været nok for politiet at notere, at der har været foretaget observation, uden at specificere om det er sket med det blotte øje eller med teknisk hjælp.

- Tiden er en anden i dag. Gps er mere udbredt, og det er kendt, at politiet har teknologien, siger han.

Anklagere i politiets 12 kredse har tidligere kunnet hemmeligholde politiets brug af gps-sporing, hvis det i politiets og anklagemyndighedens optik ikke havde nogen bevismæssig betydning for en straffesag.

Men det burde ikke kun være op til anklagemyndigheden og politiet, og derfor afgjorde Vestre Landsret i en kendelse i maj, at anklagemyndigheden fremover skal have tilladelse af en dommer, hvis den vil have hemmeligholdt oplysninger.

For forsvarsadvokat Peter Secher Schmidt er det en lettelse, at Vestre Landsret ændrede proceduren.

- Det er betryggende, at politiet ikke længere selv kan bestemme, hvilke beviser, der bliver fremlagt i en straffesag, sagde advokaten i maj.

I 2013 bestemte Rigsadvokaten, at anklagere ikke måtte bekræfte at bevismateriale mod tiltalte i retssager stammede fra gps-sporing, hvis en forsvarer spurgte om det i retten.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress