Af - 10/10-16 15:09

Minister: Vores koalition har dræbt mindst 70 civile i Syrien og IrakMinister: Vores koalition har dræbt mindst 70 civile i Syrien og Irak

Mindst 70 civile har mistet livet ved bombeangreb foretaget af den USA-ledede koalition, som Danmark er en del af, i Syrien og Irak, oplyser forsvarsministeren. Det reelle tabstal er formentlig langt højere, mener ekspert.

storybild

Et bredt flertal i Folketinget besluttede i foråret at sende danske F16-fly til Syrien og Irak for at bekæmpe Islamisk Stat. (Billede: Christian als)

Antallet af civile, der er er blevet dræbt ved bombeangreb i Syrien og Irak foretaget af USA-koalitionen, som Danmark er med i, er mindst 70.

Det fremgår af et Folketings-svar fra forsvarsminister Peter Christensen (V) til Enhedslistens udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen.

- Nu får vi det for første gang sort på hvidt, at bombardementerne koster civile tab, siger Nikolaj Villumsen, som kritiserer, at der ikke er mere åbenhed om de civile tab:

- Det er dybt problematisk, at vi har den her mørklægning af noget så alvorligt som civile dræbt i krig. Det er altafgørende, at vi får et fuldt indblik. Min store frygt er, at de civile tab er en gave til ekstremisterne i Islamisk Stat, som kan bruge det til rekruttere yderligere.

Han vil nu tage de civile tab op med ministeren, når der i dag er møde i Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget, hvor medlemmerne ifølge metroxpress' oplysninger i forvejen skal diskutere den danske indsats i Syrien.

LÆS OGSÅ: Syrisk præsident sværger at genvinde kontrol i hele Syrien

Seniorforsker Frederik Rosén fra Dansk Institut for Internationale Studier stiller desuden spørgsmålstegn ved, om tabstallet er korrekt.

- Det er meget, som indikerer, at vi er langt over 70 civile tab, som ministeren oplyser, for det går ekstremt hårdt for sig dernede, og det er tunge våben, der bliver brugt, siger Frederik Rosén, som undrer sig over, at det først er nu, der kommer tal på de civile tab fra dansk side.

- Politikerne har solgt koalitionen til den almindelige dansker med argumentet, at der vil være nul civile tab. Nu begynder det tal så at stige. Kan det virkelig passe, at der ikke er nogen i den danske regering eller de danske embedsmænd, som har haft en fornemmelse af, at der kunne forekomme civile tab?
Frederik Rosén, seniorforsker, DIIS.

Hans påstand bakkes op af ngo’en Airwars, som fører statistik over bombeangreb og civile tab. Ifølge Airwars har koalitionen siden 2014 gennemført 15.495 angreb, smidt 54.611 bomber og dræbt 1.642 civile som følge deraf. Et tal, der altså er over 20 gange højere end forsvarsministeren oplyser.

Forsvarsminister Peter Christensen udtaler i en skriftlig kommentar til metroxpress, at den USA-ledede koalition er i kontakt med blandt andre Airways, som har en anden måde at gøre tabstallene op på end koalitionen.

Ministeren slår samtidig fast, at danske bomber ikke, så vidt Forsvaret ved, har kostet civile liv på landjorden i Syrien og Irak:

- Danmark og koalitionen som helhed gør sig store anstrengelser for at undgå civile tab. Forsvaret har heller ikke konstateret civile tab som følge af de danske luftangreb. Det er dog vigtigt at understrege, at der altid vil være en risiko for civile tab i krig og ikke mindst, når kampene sker i bebyggede områder, lyder det fra ministeren.


LÆS OGSÅ: IS: Vores soldat fra kalifatet dræber 29 syriske oprøre

LÆS OGSÅ: USA sender flere soldater til Irak før stormløb mod IS

LÆS OGSÅ: Røde Kors ruster sig til kæmpe flygtningeryk i Irak

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress