Af Ritzau - 13/06-16 11:43; Opdateret: 13/06-16 13:05

Offer for motocrosspåkørsel skyldte drabstiltalt pengeOffer for motocrosspåkørsel skyldte drabstiltalt penge

En 45-årig mand peger på gæld som muligt motiv til, at han og en 40-årig ven blev påkørt af en motocrosser.

storybild

To mænd på 40 og 45 år blev sidste sommer påkørt af en motocrosser i landsbyen Havndal nord for Randers. Den 40-årige fik revet en legemspulsåre over ved påkørslen og omkom, mens den 45-årige overlevede. To mænd på 25 og 26 år er tiltalt for drabet. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Jack Guez)

Det var muligvis gæld for en reservedel til en traktor, der førte til, at en 40-årig mand sidste sommer mistede livet, da han blev påkørt af en motocrossmotorcykel i landsbyen Havndal nord for Randers sidste sommer.

En 45-årig mand, der også blev påkørt af motorcyklen, men overlevede, forklarer i Retten i Randers, at gælden for reservedelen - en hydraulisk topstang - var det eneste udestående, han havde med føreren af motocrosseren, en 25-årig mand, som er tiltalt for drab.

- Det eneste, jeg kan komme frem til, er, at det handler om gæld for den topstang, siger den 45-årige mand, der pådrog sig åbent benbrud og fik knust flere ribben ved påkørslen natten til 27. maj 2015.

Ved påkørslen fik den 40-årige Brian Rejmer revet en legemspulsåre over, og han døde kort efter.

To mænd på 25 og 26 år blev senere samme nat anholdt af politiet for drabet, og de har siddet varetægtsfængslet siden.

De nægter sig begge skyldige i overlagt drab, men den 25-årige erkender uagtsomt manddrab.

Den 45-årige, der blev svært kvæstet og nu sidder i kørestol, har forklaret, at han ringede efter den 25-årige den skæbnesvangre dag i maj sidste år.

Den 25-årige var ved at makke med motocrosseren derhjemme, men dukkede op på den 45-åriges adresse sammen med en 26-årig ven ud på aftenen.

Ifølge de tiltaltes forklaring blev stemningen truende, da den 45-årige skulle have taget en kæp og truet den 25-årige.

Det endte med, at den 25-årige satte sig på motocrosseren med den 26-årige bagpå, hvorefter de på motorcyklen påkørte den 40-årige og dernæst den 45-årige.

Den 45-årige kan ikke huske detaljerne om, hvad der foregik denne aften, men han afviser at have truet de to mænd med en kæp.

Han siger også, at det højst var 500 kroner, han manglede at afdrage for den topstang, som han havde købt af den 25-årige.

En nabo har forklaret, at hun hørte råb og skrig fra vejen, og kort tid efter hørte hun, at en crosser gassede op og kørte derfra i høj fart.

På vejen fandt hun den 40-årige liggende i en blodpøl og bevidstløs. Den 45-årige lå også på vejen. Han var plaget af stærke smerter, men var ved bevidsthed.

Sagen fortsætter mandag eftermiddag, og et nævningeting bestående af seks nævninge og tre juridiske dommere ventes at afsige dom i sagen 24. juni.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress