22/02-16 12:43

Flere K-profiler udebliver fra partiets 100-års jubilæumFlere K-profiler udebliver fra partiets 100-års jubilæum

Når De Konservative mandag fejrer partiets jubilæum, bliver det uden en række tidligere formænd og profiler.

storybild

En række tidligere partiformænd og profiler deltager ikke i De Konservatives reception i anledning af partiets 100-års jubilæum. Her er det Søren Pape Poulsen, nuværende K-leder. (Billede: Polfoto/Katinka Hustad)

Både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, lægger mandag eftermiddag vejen forbi De Konservatives reception i anledning af partiets 100-års jubilæum.

Men flere af partiets egne profiler gennem tiden udebliver. Således deltager hverken Per Stig Møller, Hans Engell, Pia Christmas-Møller, Lars Barfoed eller Poul Schlüter.

Sidstnævnte, der som partiets eneste statsminister gennem tiden er en af de helt store konservative koryfæer, har meldt afbud af helbredsmæssige årsager.

Lars Barfoed, der var partiformand fra 2011 til 2014, ville gerne have deltaget.

- Jeg fik åbenbart ikke tilmeldt mig hurtigt nok og fik så en mail om, at der ikke var flere pladser, skriver han i en sms til DR Nyheder.

Pia Christmas-Møller, der er datter af den konservative modstandsmand John Christmas-Møller, er efter eget udsagn slet ikke blevet inviteret.

- Så det er ikke nogen skam at blive væk, siger den mangeårige politiske ordfører, der i slutningen af 00'erne blev løsgænger i Folketinget efter uenigheder om partiets linje, til DR Nyheder.

Både Per Stig Møller og Hans Engell har modtaget en invitation, men er begge forhindret i at deltage i receptionen på Christiansborg, fordi de har andre aftaler.

Tidligere formand og udenrigsminister Per Stig Møller oplyser til DR Nyheder, at han skal holde tale til et andet arrangement, som han blev inviteret til først. Samme forklaring lyder fra Hans Engell, der også er tidligere formand og minister, til TV2.

Til gengæld deltager de tidligere partiformænd Lene Espersen og Bendt Bendtsen i jubilæumsreceptionen, som finder sted i Fællessalen på Christiansborg.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress