Af - 01/12-16 22:33

Flere medicinforsøg med børnFlere medicinforsøg med børn

Antallet af medicinske forsøg med børn er steget både i EU og i Danmark, viser nye tal. Eksperter er begejstrede for udviklingen

storybild

(Billede: Stefan Wermuth)

Børn er ikke små voksne, og derfor kan lægemidler, der virker på en måde i en 35-årig mand have en helt anden virkning på et helt lille barn.

Det er derfor en glædelig nyhed, at der sker en stigning i kliniske forsøg med medicin til børn, fortæller overlæge og klinikchef ved Neonatalklinikken på Rigshospitalet, Steen Axel Hertel.

“Vi har sukket efter at få det, og der er heldigvis også kommet mere og mere fokus på, at man er nødt til at lave forsøg med børn.”

LÆS OGSÅ: Alvorlige bivirkninger som død og selvmord forsvinder i medicinforsøg

En ny rapport fra Den Europæiske Lægemiddelstyrelse viser, at der siden 2007 er sket en stigning i andelen af kliniske forsøg, der tester medicin til børn. Samme udvikling gør sig gældende i Danmark, hvor antallet af medicinske forsøg ifølge tal fra Lægemiddelindustriforeningen, Lif, er mere end fordoblet siden 2010.

Problemet ved at behandle børn med medicin, der kun er testet på voksne, er ifølge Steen Axel Hertel, at børns krop omsætter og udskiller medicin anderledes, og man kan derfor riskere at over- eller underbehandle. Derfor får børn kun voksenmedicin, som man har god erfaring med at bruge, og det betyder, at de risikerer at gå glip af medicin, der kunne hjælpe dem.

LÆS OGSÅ: Mand død efter deltagelse i medicinforsøg

“Som børnelæger ved vi, at der findes lægemidler til voksne, som måske kan gøre en forskel i behandlingen, men vi bruger dem ikke til børn, fordi vi ikke har erfaring med det og ikke vil risikere at skade barnet. På den måde kan børn gå glip af behandling, der kunne have hjulpet dem”, siger Steen Axel Hertel og fortæller, at læger og sygeplejersker også risikerer at fejlvurdere, hvor god effekt medicinen har til børn, når den ikke er blevet testet.

“Erfaringen siger, at man kan være overbevist om, at et lægemiddel har en bestemt virkning, men når man undersøger det grundigt, så er det ikke tilfældet alligevel”.

Hos Danske Patienter glæder vicedirektør Anette Wandel sig også over udviklingen.

LÆS OGSÅ: Chok-opdagelse: Medicin kan give tidligt fødte tårnhøj promille

“Man skal så vidt muligt sørge for, at den medicin, der gives til børn også testes til børn, fordi det sikrer den bedst mulige behandling”, siger Anette Wandel og understreger vigtigheden af, at børn, der deltager i forsøg, høres, og at de informationer de får, derfor skal være så klare som overhovedet muligt.

Chefkonsulent i Lif, Jakob Bjerg Larsen fortæller, at forklaringen på stigningen formentlig skyldes nye EU-regler, der trådte i kraft i 2007.

“Når lægemiddelvirksomheder søger godkendelse af ny medicin, skal de lave en klinisk udviklingsplan, hvor de gør rede for, hvilke forsøg der skal laves, for at lægemidlet kan bruges til børn”, siger Jakob Bjerg Larsen, der også tilskriver udviklingen en øget viden om, at lægemidler virker anderledes i børn.

“Af den nye rapport fra EMA fremgår det, at det blandt andet er lægemidler til behandling af gigt, infektionssygdomme og kræft, der er blevet testet på børn også.”

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress