10/11-15 11:27

Landsret: Dødsbilist fra Nivå skal bag tremmerLandsret: Dødsbilist fra Nivå skal bag tremmer

Byretsdommer ville ikke fængsle en 24-årig dødsbilist fra Nivå. Nu sender landsretten manden i fængsel.

Først anholdt politiet ham, og Retten i Helsingør sagde god for at forlænge anholdelsen i tre døgn. Dernæst drejede en dommer sagen i modsat retning og løslod sagens 24-årige hovedperson.

Men nu har Østre Landsret bestemt, at den sigtede i sagen alligevel skal bag tremmer, fordi han i sidste uge kørte en kvinde ihjel i Nivå.

- Landsretten bestemte i går, at han skal varetægtsfængsles, så nu skal vi ud og have ham anholdt, og så skal han fremstilles ved Retten i Helsingør igen, hvor der skal fastsættes en frist for varetægtsfængslingen, siger anklager Michael Qvist til Ritzau.

Ulykken skete onsdag i sidste uge kort før klokken 14.30. Her blev en kvinde påkørt og dræbt i Nivå syd for Helsingør. Den 24-årige kørte bilen og havde en 22-årig mand med som passager.

Kvinden kom gående med sin cykel på Nivåvej ud for Nivåcentret, da hun blev ramt af bilen, som efter påkørslen fortsatte ind i et træ.

Begge mænd, som er fra lokalområdet, blev kvæstet og bragt til behandling på sygehuset. Føreren blev derfor både torsdag og fredag fremstillet i retten uden selv at være til stede.

Undersøgelser har vist, at bilen kørte mindst 86 kilometer i timen, hvor hastighedsgrænsen var 50 kilometer i timen. Politiet har desuden mistanke om, at den 24-årige sad påvirket bag rattet.

En spiritusprøve har dog vist, at manden ikke var fuld. Svaret på, om manden har været påvirket af stoffer eller medicin, ligger endnu ikke klart.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress