Af Ritzau - 05/04-16 12:04

Flere flygtningebørn giver lommesmerter i RoskildeFlere flygtningebørn giver lommesmerter i Roskilde

Der mangler klasselokaler og lærere til at tage sig af de mange flygtningebørn, siger Roskildeborgmester.

storybild

De mange flygtningebørn, der kommer til Danmark, sætter kommunerne under pres. I Roskilde kommer der i år cirka ti flygtningebørn om måneden. Det stiller krav til flere klasselokaler, lærere og pædagoger. (Billede: Free/Schãtze Renã)

Det store antal flygtningebørn, der kommer til Danmark, sætter i den grad kommunerne under pres.

Det siger borgmester i Roskilde Kommune Joy Mogensen (S), efter at nye tal ifølge Berlingske viser en voldsom stigning i antallet af flygtningebørn.

- Meldingen for 2016 er, at vi får ti flygtningebørn om måneden. Det vil groft sagt betyde, at vi kunne oprette en lille folkeskoleklasse hver anden måned for at finde plads til de her børn. Det er altså ikke billigt, siger Joy Mogensen.

Og det er ikke kun Roskilde, der er udfordret af det stigende antal børn.

I 2009 skulle kommunerne tage sig i alt 375 flygtningebørn, men nu viser nye beregninger, at kommunerne i år skal tage sig af op mod 15.000 børn.

Roskildeborgmesteren anslår, at kommunen kommer til at mangle ti millioner kroner i 2016 til opgaven med at modtage de mange flygtningebørn.

- Det stiller krav om klasselokaler, om lærere og pædagoger, der ved, hvordan man håndterer de her børn, som nogle gange kommer med frygtelige traumer, siger Roskilde-borgmesteren.

Joy Mogensen forklarer, at opgaven ikke hidtil har taget ressourcer fra de "almindelige" folkeskoleelever.

- Indtil videre har vi kunnet afholde udgifterne, uden at det går ud over andre. Men det er klart, at det er noget, man kommer til at mærke, når presset er så stort, som det ser ud til, siger borgmesteren.

Roskilde har tidligere sendt flygtningebørn i modtageklasser for at få intensiv danskundervisning. Men nu satser kommunen i højere grad på at sende flygtningebørn ud i de almindelige folkeskoleklasser.

- I stedet for at sende flygtningebørn ud i modtageklasser, hvor de sidder for sig selv det første halvandet til to år, så sender vi dem ud i almindelige klasser, hvor de får kontakt til helt almindelige danske børn.

- Det kræver kvalificerede lærere og pædagoger, men det er bedre for integrationen end store koncentrerede flygtningeklasser, siger Joy Mogensen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress