Af Ritzau - 05/09-16 05:00

Øltyveri og grov vold: Nu begynder retssagen mod Yahya HassanØltyveri og grov vold: Nu begynder retssagen mod Yahya Hassan

Digteren Yahya Hassan har ifølge anklagemyndigheden et langt synderegister at stå til ansvar for ved retten.

storybild

21-årige Yahya Hassan blev landskendt, da han i 2013 udgav en digtsamling, der blev trykt i mere end 120.000 eksemplarer. Nu risikerer han fængselsstraf for at have affyret skud mod en 17-årig mand. (Billede: Scanpix/David Leth Williams)

Tyveri af fadøl til 64 kroner og skud på klos hold mod en 17-årig mand.

Det er en broget række af anklager, som den 21-årige digter Yahya Hassan mandag skal stå til regnskab for ved Retten i Aarhus.

Yahya Hassan har siddet varetægtsfængslet siden 21. marts, da han blev anholdt efter en skudepisode ved Kappelvænget i det vestlige Aarhus.

Det ni sider lange anklageskrift rummer hele 35 lovovertrædelser, hvoraf det mest alvorlige er anklagen om skud mod den 17-årige, som blev ramt i foden.

Ud over førnævnte tyveri af en fadøl er digteren anklaget for en række overtrædelser af færdselsloven og for at kontakte sin ekskæreste trods et polititilhold.

Senioranklager Lars Petersen, Østjyllands Politi, forklarer, at der allerede var lagt op til en retssag mod Yahya Hassan, da skudepisoden indtraf.

Det førte til, at den oprindelige retssag blev aflyst. De nye anklager om ulovlig våbenbesiddelse og skud mod den 17-årige blev derefter "puljet" med de tidligere anklager.

Anklageren mener dog, at det kan være til Yahya Hassans fordel.

- I dansk ret har vi jo ikke en fuldstændig sammenlægning af straffe, hvor vi bare slår en streg under de 35 forhold og lægger det hele sammen.

- De alvorlige forhold sluger rent sanktionsmæssigt de mindre forhold, siger Lars Petersen.

Anklageren vil kræve Yahya Hassan idømt en fængselsstraf. Hvor mange års fængsel, han anser for passende, vil anklageren ikke ud med endnu.

- Det vil jeg vente til min procedure med at have en mening om, siger han.

Yahya Hassan's forsvarer, Michael Juul Eriksen, siger, at Yahya Hassan vil erkende sig skyldig i en række af de mindre alvorlige anklager.

- Min forventning er, at han erkender de fleste af dem, så vi ikke skal bruge tid på det, men koncentrere os om de store forhold - våbenbesiddelse og skudepisoden, siger Michael Juul Eriksen.

Yahya Hassan nægter sig ifølge advokaten skyldig, når det gælder anklagen om at have udsat den 17-årige for vold af særlig farlig karakter.

Retten har afsat tre dage til sagen, og der ventes at falde dom 16. september.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress