Af - 25/02-14 11:50; Opdateret: 25/02-14 14:04

Så mange stemmer DF: Mulehår fra at overhale V som Danmarks største partiSå mange stemmer DF: Mulehår fra at overhale V som Danmarks største parti

Chok-måling: Dansk Folkeparti er nu kun marginale 0,5 procentpoint fra at overhale Venstre som Danmarks største parti. DF og V står lige nu til at få lige mange mandater.

storybild

DF står til 23,8 procent af stemmerne i ny vælgermåling. Partiformand Kristan Thulesen Dahl tager fremgangen roligt: Vælgerne er meget flygtige for tiden, siger han. (Billede: polfoto/arkiv)

Næsten hver fjerde vælger ville stemme på Dansk Folkeparti, hvis der var valg i dag, og DF er nu kun marginale 0,5 procentpoint fra at kunne kalde sig selv Danmarks største parti. Det viser en vælgermåling, som YouGov har foretaget for metroxpress.

LÆS OGSÅ: Ballade på Borgen sender Thorning og co. i frit fald

Partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) og co. står helt helt præcist til at høste 23,8 procent af vælgerne og 42 mandater i Folketinget, mens Venstre med 24,3 procent og 42 mandater kun lige akkurat stadig er Danmarks største parti.

DF er nu hele 5,5 procent point større end S med 18,3 procent af vælgerne. Men Dansk Folkepartis himmelflugt er ikke kun Socialdemokraternes hovedpine. Thorning og co. har siden valget i 2011 afleveret cirka 98.500 vælgere til DF, men Kristian Thulesen Dahl og DF har stukket snablen endnu dybere ned i Venstres vælgerkrukke og suget cirka 124.000 frafaldne V-vælgere til sig, viser YouGovs analyse af vælgervandringerne siden valget i september 2011.

LÆS OGSÅ: Pia K. har fået nok: Træk dig, Thorning

Målingen får dog ikke partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) til at danse rundt på gangene på Christiansborg. End ikke en god kop kaffe vil han fejre målingen med, bedyrer han over for mx.dk.

- Nej, hånden på hjertet, så tænker jeg faktisk på, hvad jeg skal sige om en måned eller to, når du ringer og siger, at Dansk Folkeparti er gået tilbage. Vælgerne er meget skarpe på, hvilke politikere de mener leverer varen, og de reagerer hurtigt på enkeltsager, siger han og tilføjer, at vælgerne efter hans vurdering har flyttet sig på grund af salget af Dong-aktier til den kontroversielle investeringsbank Goldman Sachs.

LÆS OGSÅ: Ekspert: Helle er næppe en comeback girl

- Det afgørende for os bliver, hvor stor en del af de flygtige vælgere, vi formår at fastholde på valgdagen, siger Thulesen Dahl og understreger, at Dansk Folkeparti ingen ambitioner har om at træde i regering efter næste valg;:

- Man skal være meget skarp på, at regeringsmagten ikke et et mål, men et middel. Dansk Folkeparti får størst indflydelse ved at stå uden for regering efter næste valg. Vi har for nylig set eksempler på, hvad der sker med partier, når regeringsmagten bliver et mål i sig selv, siger han med henvisning til SF's dramatiske nedsmeltning og Socialdemokraternes besværligheder med at vride sig fri af sit løftebrudsimage.

LÆS OGSÅ: Chok-måling: DF maser Thorning totalt

Også professor og valgforsker Rune Stubager, Aarhus Universitet, peger på Dong-salget til Goldman Sachs som den primære årsag til DF's øjeblikkelige himmelflugt. Men også den fornyede debat om udlicitering af offentlig serviceopgaver som drift af børnehaver kan have fået vælgerne til at søge mod DF, vurderer Stubager.

Han tør ikke sætte tal på, hvor DF's bundniveau ligger i dag, men siger med jysk underdrivelse:

- Det vil overraske mig meget, hvis Dansk Folkeparti ikke får et bedre valg end i 2011, hvor de fik 12,3 procent af stemmerne.

SF ser ud til at være kommer igennem det dramatiske regeringsexit og formandsskiftet med skindet på næsen. Folkesocialisterne står til 4,1 procent af vælgerne og er nu på sikker afstand af spærregrænsen.

Lars Løkke Rasmussen (V) står trods Venstres tilbagegang fra 26,7 procent til 24,3 procent af stemmerne til at indtage Statsministeriet med 102 blå mandater i ryggen.

Hvad tænker du..?
Find os på Facebook










Følg os på Google+