23/03-16 06:57; Opdateret: 23/03-16 07:23

Flygtningenævnet sår tvivl om FN's dømmekraftFlygtningenævnet sår tvivl om FN's dømmekraft

Institut for Menneskerettigheder bakker nævn op: FN's afgørelser kan ikke bare tages for gode varer.

storybild

Komiteer under FN kritiserer i stigende grad danske afgørelser i flygtningesager. Flygtningenævnet forbeholder sig nu ret til at være uenig med komiteerne. (Billede: Free/Colourbox)

Flygtningenævnet, der afgør, om en asylansøger kan få opholdstilladelse eller ej, modtog sidste år markant mere kritik end tidligere for sin sagsbehandling.

Det får nu nævnet til at forbeholde sig retten til at være uenig i FN's afgørelser, skriver Politiken onsdag.

- Flygtningenævnet ser med stor alvor på de mange kritiksager, som i realiteten er udtryk for, at FN's komiteer mener, at nævnet udsender afviste asylansøgere til tortur og anden umenneskelig behandling.

- Det er naturligvis ikke tilfældet, og det kan Flygtningenævnet under ingen omstændigheder lægge navn til, siger sekretariatschef i Flygtningenævnet Stig Torp Henriksen til Politiken.

For mange asylansøgere er FN den sidste mulighed for at blive hørt, når Flygtningenævnet har afvist deres asylsag.

Afgørelser fra FN's komiteer er ikke retligt bindende, men Flygtningenævnet har altid genoptaget en asylsag, hvis FN har udtalt kritik. Efter i 11 år kun at have modtaget kritik for fire afvisninger gik FN imod den danske afgørelse otte gange sidste år.

Ifølge Institut for Menneskerettigheders direktør, Jonas Christoffersen, er kvaliteten af FN-komiteernes afgørelser faldet. Han ser eksempler på bevisvurderinger uden tilstrækkeligt grundlag, der er med til at underminere tilliden til FN.

- Jeg kan ikke længere bare tage en udtalelse for gode varer. FN er holdt op med at prioritere de væsentlige sager og går nu også ind i mindre vigtige, siger han.

Menneskerettighedsekspert Morten Kjærum, der er direktør ved Raoul Wallenberg Instituttet, er overrasket over Flygtningenævnets udmelding. Han mener, at man bør være varsom med at underminere komiteernes rolle.

- Jeg kommer fra en tid, hvor man hellere gav en person for meget beskyttelse end sendte dem ud i risiko for tortur, siger han til Politiken.

- Det burde ikke give anledning til så stort et postyr, at man har fået kritik for otte sager, der så skal tages om, siger Morten Kjærum.

Danmark har i øjeblikket cirka 130 sager under behandling i FN, hvor det før var mellem fem og ti ad gangen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress