Af Ritzau - 01/11-16 20:26; Opdateret: 01/11-16 21:16

Nordmænd snyder dansk Oscar-håb for Nordisk Råds filmprisNordmænd snyder dansk Oscar-håb for Nordisk Råds filmpris

"Under Sandet", filmen om minerydningen ved Vesterhavet, vandt ikke Nordisk Råds filmpris.

storybild

Det danske drama "Under Sandet" med Roland Møller i hovedrollen vandt ikke Nordisk Råds filmpris. (Billede: Scanpix/Simon Skipper)

Det blev ikke det danske Oscar-bud "Under Sandet", der løb med Nordisk Råds filmpris tirsdag aften. Hæderen gik i stedet til Norges "Louder Than Bombs".

Den norske film handler om en familie, der går i opløsning i årene efter morens og hustruens død. Filmen er instrueret af Joachim Trier, der også har instrueret "Oslo, 31. august" fra 2011.

"Louder Than Bombs" har blandt andre amerikanske Jesse Eisenberg på rollelisten. Han kendes også for "The Social Network" og Woody Allens seneste film, "Café Society".

Mere held var der dog på musiksiden, hvor danske Hans Abrahamsen hev Nordisk Råds musikpris hjem for værket "Let Me Tell You".

- Det følelsesmæssige udtryk er fantastisk detaljeret og stærkt i sine mange facetter, især i den lange, afsluttende sang, hvor værkets mange forgreninger sammenfattes og binder hele konceptet sammen, lød det i begrundelsen.

Sebastian var den anden dansker blandt de nominerede.

Det var ikke kun for musikken, at Danmark blev hædret. Den danske mobilapp "Too Good To Go", der kæmper mod madspild, løb med Nordisk Råds miljøpris.

- Initiativet er helt i tråd med de nye verdensmål for bæredygtig udvikling, som blandt andet har fokus på at reducere madspild og ressourceforbrug i øvrigt, blev det sagt fra scenen.

Det er 22. gang, at Nordisk Råds miljøpris overrækkes.

Islandske Arnar Már Arngrímsson vandt rådets børne- og ungdomslitteraturpris for sin debutroman, "Sölvasaga Unglings".

Bogen handler om en moderne teenager og de udfordringer, han må slås med gennem den svære tid i puberteten.

Komitéen begrunder kåringen med, at det lykkes for forfatteren at skabe en person, som på samme tid er interessant, underholdende, irriterende, søgende og fascinerende.

Det blev også til lidt svensk succes.

Rådets litteraturpris gik i år til den svenske forfatter Katarina Frostenson for digtsamlingen "Sånger och Formler".

Den norske avis Dagsavisen afslørede ved en fejl allerede i sin avis tirsdag, at det ville være Katarina Frostenson, der løb med litteraturprisen.

I alt blev fem priser uddelt ved showet, der blev overværet af blandt andre kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Nordisk Råds prisuddeling finder sted hvert år.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress