Af Ritzau - 24/06-16 09:26; Opdateret: 24/06-16 10:01

Løkke udelukker dansk afstemning om EU-medlemskabLøkke udelukker dansk afstemning om EU-medlemskab

Danskerne vil ikke få samme mulighed som briterne for at stemme om dansk EU-medlemskab, siger Løkke.

storybild

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har ikke en folkeafstemning i ærmet til danskerne, efter Storbritannien har stemt sig ud af EU. Nu gælder det om at varetage danske interesser i skilsmissen, pointerer statsministeren. (Billede: Scanpix/Uffe Weng)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser, at Danmark kommer til at stemme om EU-medlemskab på linje med Storbritannien.

Det gælder også, når den britiske aftale med EU er på plads.

- Vi hører til i EU, og jeg opererer ikke med, at vi skal have nogen folkeafstemning om det grundspørgsmål, siger Lars Løkke Rasmussen.

Dermed sætter statsministeren foden ned over for blå bloks største parti, Dansk Folkeparti.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl taler for, at danskerne bør have en folkestemning, når briternes aftale med EU er på plads. Det skal gøre det muligt for danskerne at tage stilling til, om de vil have et mindre omfattende medlemskab af EU end det nuværende.

Men det kommer ikke til at ske, hvis Lars Løkke Rasmussen til den tid har magt, som han har agt.

- Vi har den relation til EU, vi har. Den hviler på de danske undtagelser. Jeg forudser så heller ikke, at der kommer en situation inden for en overskuelig fremtid, hvor vi skal tage et opgør med dem, siger Løkke.

Han udelukker til gengæld ikke en afstemning om Europol, hvilket kan blive nødvendigt, efter at danskerne sidste år sagde nej til at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning.

- Det er min holdning. Det er mit udgangspunkt. Og med det udgangspunkt vil vi i den kommende tid forfægte danske interesser, siger statsministeren.

- Det, håber jeg jo, lykkes. Hvis jeg tager fejl i det, kan der jo opstå en ny situation. Men frem for at få en diskussion om, hvorvidt Danmark hører til i EU, så handler det nu om at få præget det, der sker.

- Hvis det ikke bliver en lykkelig skilsmisse med Storbritannien, så kommer det også til at koste Danmark.

Den "bodeling", som Storbritannien og EU nu skal ud i, kan komme til at tage mange år, påpeger Lars Løkke Rasmussen. Og ingen ved, hvilken relation Storbritannien vil få til EU.

- Vi skal arbejde nat og dag med at finde ud af, hvor Danmark står, hvis man laver den og den aftale med Storbritannien, når de forlader ægteskabet, siger Løkke. Han henviser til, at regeringen har nedsat en taskforce, der skal have fokus på de danske interesser.

- Det er det, der er fokus for vores arbejde, indtil vi kender betingelserne for den britiske skilsmisse. Så kan vi tage en diskussion til den tid.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress