Af Ritzau - 05/04-16 15:37

Greenpeace synes fiskere har ondt af sig selvGreenpeace synes fiskere har ondt af sig selv

Hos Greenpeace forstår man ikke medlidenheden med de dømte fiskere. De brød loven med vilje, siger chef.

storybild

Gillelejefiskere overtrådte konsekvent forbuddet om at fiske i "område tre" med vilje, mener Greenpeace. (Billede: Polfoto/Melissa Kühn Hjerrild)

Fiskerne i Gilleleje brød konsekvent loven med vilje, og det er derfor ikke synd for dem, at de nu ikke må fiske i det meget omtalte "område tre" i Kattegat længere.

Det mener Greenpeace i Danmark, som ved hjælp af gps-udstyr på fiskekutterne fik fiskerne retsforfulgt i første omgang.

- Nu har Højesteret fastslået, at de fiskede ulovligt, og alligevel har de ondt af sig selv. Jeg bliver så provokeret, siger Birgitte Lesanner, der er chef for Greenpeace i Danmark.

Hun har en besked til fiskerne og Danmarks Fiskeriforening.

- I bryder loven med vilje - en lov, der er lavet for at beskytte et lille, bitte stykke hav for at redde en fiskebestand, som I skal leve af, siger hun.

Hun er glad for, at der nu endelig er blevet sat punktum i sagen.

- De har brugt seks år på at trække sagen ud via alle mulige retsinstanser. Nu er der endelig ikke mere at diskutere.

Torsken i Kattegat var på et historisk lavt niveau for seks år siden, og det fik Danmark og Sverige til at indgå en aftale om at forbyde fiskeri i "område tre" i Kattegat, der er et yndet gydeområde for torsken.

Fiskernes advokat har tidligere sagt, at fiskerne fiskede efter jomfruhummer og ikke torsk, men det har ikke haft nogen særlig betydning, fortæller Birgitte Lesanner.

Det er nemlig deres brug af bundtrawl i hummerjagten, der smadrer området.

- Dels får de torsken med som bifangst, og dels så smadrer de havbunden, så det her gydeområde, som torsken er afhængig af, bliver ødelagt, siger hun.

Greenpeaceaktivister gik i 2010 om bord på fem fiskekuttere i Gilleleje og monterede skjulte gps-sendere i styrehuse og master.

Resultatet blev fremlagt for myndighederne, som gik ind i sagen.

Men Greenpeace forblev dog ikke selv ustraffet. Organisationen modtog en bøde på 25.000 for ulovligt at have monteret overvågningsudstyr.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress