Af Ritzau - 27/09-16 12:02; Opdateret: 27/09-16 12:50

Entydige frifindelser ændres sjældent i landsrettenEntydige frifindelser ændres sjældent i landsretten

Fire mænd er tirsdag frifundet for medvirken til terror. Endnu er det uvist, om sagen skal for landsretten.

storybild

Fire mænd er ved Københavns Byret frifundet for medvirken til Omar el-Husseins terrorangreb på synagogen i Krystalgade i København i februar sidste år. Arkivfoto. (Billede: Free/Helle Bjerre)

Et enigt nævningeting bestående af tre juridiske dommere og seks nævninger frifandt tirsdag fire mænd for medvirken til terror i København.

Endnu er det uvist, om frifindelsen fra Københavns Byret ankes til landsretten. Men hvis det sker, peger historien på, at mændene også her vil gå fri.

Det vurderer juraprofessor Eva Smith fra Københavns Universitet.

- Jeg kan helt generelt sige, at når et enigt nævningeting frifinder fire tiltalte, er der indicier for, at landsretten vil gøre det samme, siger hun.

I Københavns Byret blev de fire mænd frifundet for medvirken til Omar el-Husseins terrorangreb på synagogen i Krystalgade. Angrebet fandt sted i februar sidste år.

Byretten finder det ikke bevist, at mændene kendte til el-Husseins planer om at angribe synagogen. Et angreb, der kostede den frivillige vagt Dan Uzan livet og sårede flere politifolk.

Desuden var de fire mænds kontakt med Omar el-Hussein heller ikke så tæt, som anklagemyndigheden havde påstået.

Selve sagen har i Eva Smiths optik været "mærkelig", da anklagemyndigheden ikke har kunnet retsforfølge den afdøde gerningsmand, men i stedet har måttet nøjes med hans påståede hjælpere.

Juridisk har anklagemyndigheden stået i en svag situation, hvor det har været svært at finde ud af, hvor meget de fire mænd egentlig vidste, påpeger juraprofessoren.

- Det har været en meget langtrukken efterforskning. Det har været op ad bakke fra starten af. Det er ikke lykkedes at bevise, at de har talt om angrebet på synagogen og opmuntret ham til det, siger hun om sagen.

Professoren mener ikke, at frifindelsen vil danne præcedens for andre sager om medvirken til terror, da det er en enestående og konkret sag.

Justitsminister Søren Pind (V) har på Twitter givet udtryk for, at dommen nu skal nærstuderes, hvorefter der skal tages stilling til, om frifindelsen skal ankes.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress