Af Ritzau - 05/10-16 05:26

Plejehjem: Beboere har ret til håndkøbspiller i eget hjemPlejehjem: Beboere har ret til håndkøbspiller i eget hjem

Der skal ikke være frit lejde, men det er en god idé at give beboere på plejehjem piller uden at spørge læge.

storybild

Det giver mening at lade personalet på plejehjem give de ældre håndkøbsmedicin uden at spørge lægen først, mener Lederforum, der organiserer ledere på plejecentre. (Billede: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen)

Ældre på plejehjem kan ikke få stillet svage smerter med almindelig håndkøbsmedicin, uden at deres praktiserende læge bliver spurgt først.

Det er ulogisk og spild af både plejehjemspersonalets og lægernes tid, lyder det fra Lægeforeningen.

Lederforum, der organiserer ledere på plejecentre og i hjemmeplejen, melder sig enig i den betragtning. Særligt fordi de ældre beboere har været vant til selv at administrere deres forbrug af medicin.

- De kan have været vant til at tage hovedpinepiller eller afføringsmedicin derhjemme uden at spørge lægen. Man har altid sagt, at plejehjem er beboernes hjem, og der har de ret til at bestemme selv, siger Lederforums formand, Ole Mørk Nielsen.

- Hvis de har det selv, er der heller ingen, der kan forbyde dem at tage det. Og pårørende kan jo allerede tage håndkøbsmedicinen med til de ældre, siger han.

Lægeforeningen lægger onsdag op til at uddelegere opgaven med at dosere svagt smertestillende medicin til personale på plejehjem.

- Vi foreslår, at man bløder op for den meget bureaukratiske procedure, der er nu, siger Michael Dupont, næstformand i Lægeforeningen.

Han peger på, at læger ikke behøver at sige god for en Panodil eller en afføringspille, hver eneste gang en ældre beboer har lettere smerter.

I Lederforum har man ikke spurgt medlemmerne til forslaget endnu, men umiddelbart antager Ole Mørk Nielsen, at det vil blive modtaget positivt.

- Det meste personale, der håndterer medicin, ved, hvad den ældre kan tåle og i hvilke doser. Vi er ikke ude i receptpligtig medicin, og beboerne har ret til at administrere det som alle andre, hvis de er ved deres fulde fem, siger han.

- Man skal selvfølgelig ikke bare give løs af det. Personalet skal stadig holde øje med, at det ikke slører for symptomer på andre sygdomme eller er et misbrug, tilføjer formanden.

Han peger samtidig på, at det har været muligt før i tiden. Siden er en række stramninger dog kommet til, og det har gjort processen mere kompliceret.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress