Af Ritzau - 24/06-16 15:55

Vestager: Slut med mellemregninger - udmeldelse skal i gangVestager: Slut med mellemregninger - udmeldelse skal i gang

EU skal arbejde videre på fuld tryk for de resterende medlemslande, fastslår Margrethe Vestager.

storybild

Konkurrencekommissær i EU Margrethe Vestager vil have briterne til at spille hurtigt ind i forhandlinger om officiel udmeldelse. (Billede: Scanpix/Thierry Charlier)

Margrethe Vestager, konkurrencekommissær i EU, lægger sig i forlængelse af EU-toppen og signalerer, at forhandlinger om briternes EU-exit skal i gang hurtigst muligt efter torsdagens afstemning.

- Vi vil meget gerne i gang hurtigst muligt, og det er også at acceptere folkeafstemningen og dets resultat, siger hun.

Ifølge Margrethe Vestager er der slet ikke grundlag for en forhaling af processen, sådan som den britiske forlad-EU-side fredag lægger op til.

- Jeg sad og så på lovgrundlaget for afstemningen, og det er så enkelt, som det kan være: Skal UK forblive eller forlade EU, der er ikke nogen mellemregninger, siger hun.

I en fælles udtalelse fra de fire topledere i EU fredag, har EU da også meddelt, at det forventes, at Storbritanniens regering fører det britiske folks beslutning ud i livet så hurtigt som muligt.

Men det kan blive vanskeligt, eftersom Storbritannien skal have ny premierminister, og forlad-EU-kampagnes frontmand, Boris Johnson, fredag har udtalt, at han ikke ser grund til at haste beslutningen om at forlade EU igennem.

Selv om der altså venter komplicerede forhandlinger, fastslår Margrethe Vestager, at EU forsat vil være i arbejdstøjet og ikke vil slække på arbejdet for de resterende medlemslande.

Spørgsmål: Men kan EU overleve, at et så stort land forlader samarbejdet?

- Det er et stort slag for EU, derfor er jeg personligt også meget ked af det. For der er så mange ting, vi skal løse i fællesskab. Men selvfølgelig kan vi det, siger hun.

Dog vil kommissæren ikke gå så langt som til at garantere, at man kan udelukke, at flere lande vil følge i briternes fodspor.

- Jeg har svært ved at se, hvorfor man har lyst til at gå briternes vej. Men jeg havde heller ikke forudset, at de ville træffe den beslutning, så på den måde er jeg måske heller ikke den bedste at spørge, siger hun.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress