Af Ritzau - 09/05-16 04:30

Ældresagen: Demens forringer de pårørendes livskvalitetÆldresagen: Demens forringer de pårørendes livskvalitet

Ældresagen roser regeringen for at sætte demens på dagsordenen og håber, at "man vil gå hele vejen".

storybild

Pårørende, som passer en dement, er i høj grad stressede og har svært ved at passe et arbejde. Sådan lyder det fra Ældresagens direktør, Bjarne Hastrup, på dagen hvor statsministeren og sundhedsministeren inviterer til møde om demens på Marienborg. (Billede: Scanpix/Mikkel Østergaard)

Mange af de 25.000 medlemmer af Ældresagen, der passer en dement, føler sig pressede i hverdagen. De har svært ved at komme ud til venner og fritidsinteresser, og de kan ikke koncentrere sig på arbejdet.

Sådan lyder det fra Bjarne Hastrup, direktør for Ældresagen, på dagen hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og sundhedsminister Sophie Løhde (V) vil præsentere et udspil til nye indsatser på demensområdet.

- Fokus på de pårørende er alfa og omega. For demens forringer livskvaliteten - ikke bare for den demente, men også for de pårørende.

- Det påvirker deres hverdag på arbejdsmarkedet. Vi kan se i undersøgelser, at man mister koncentrationsevnen, man siger nej til karrieremuligheder, bliver syg og stresset. Der er behov for at få etableret en pårørendepolitik, siger han.

Mandag møder statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og sundhedsminister Sophie Løhde (V) demente, pårørende, organisationer, patientforeninger, fagfolk, politikere og eksperter på Marienborg til et møde om demens.

Ældresagen er også inviteret, og Bjarne Hastrup vil bringe flere forslag til bordet.

- De pårørende har behov for viden om oplysninger om livet med en dement, og om hvordan man skal passe og pleje en dement. Det er cirka 40 procent af alle, der siger, at de vil have mere viden, siger direktøren.

Han refererer til nye undersøgelser om demens fra i år blandt Ældresagens medlemmer.

Ud fra dem kan han se, at der er ringe kendskab til de tilbud, der står til rådighed for pårørende fra kommunens side. Desuden er kommunerne ifølge ham ikke langt nok fremme i forhold til at række hånden ud til de pårørende.

- De pårørende skal aflastes. Kommunerne skal række ud efter de pårørende og gøre hverdagen langt mere smidig for dem, end den er nu, siger Bjarne Hastrup.

Han vil desuden slå et slag for, at flere af landets 46.000 plejeboliger gøres egnede til demente. I dag er kun 6000 af dem demenssikrede.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress