Af Ritzau - 06/06-16 15:15; Opdateret: 06/06-16 17:29

Regioner: Hjort må drosle ned for effektiviseringerRegioner: Hjort må drosle ned for effektiviseringer

I flere år har sundhedsvæsnet skullet nå to procent mere hvert år. Men nu er grænsen nået, mener regioner.

storybild

Bent Hansen (S) står i spidsen for Danske Regioner, der i øjeblikket forhandler om sundhedsvæsnets økonomi hos finansminister Claus Hjort Frederiksen (V). (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

De ansatte i sundhedsvæsnet kan snart ikke løbe stærkere. Sådan lyder budskabet fra Danske Regioners formand, Bent Hansen (S), efter at regionerne mandag har holdt møde med finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) om næste års økonomi.

Her er finansministeren troppet op med et krav om øget produktivitet - altså at regionerne skal levere mere for de samme penge.

Regionernes primære opgave er at drive sygehuse. De har i flere år været underlagt et krav om at øge produktiviteten to procent, men nu har de fået nok.

- Når man samtidig vil beskære anlægsrammen og dermed muligheden for at købe nyt udstyr - at man ikke kan få udskiftet for eksempel skannere og strålekanoner - det er jo de midler, du kan bruge til at være effektiv, siger Bent Hansen.

- Man kan ikke bare piske de ansatte. Bare det, at vi bliver ældre alle sammen, koster 600 millioner kroner. Er det noget, man bare skal finde som ekstra besparelser?, spørger regionsformanden.

- Det, vi hører personalet sige, er, at de mangler tid.

På formiddagens møde skete der ifølge regionsformanden ikke andet, end at parterne fremlagde deres synspunkter og konstaterede, at de var uenige på flere væsentlige punkter. Det vigtigste stridspunkt er netop kravet om at øge produktiviteten.

Regeringen fremhæver, at den har afsat 2,4 milliarder kroner ekstra til sundhedsvæsnet, og det anerkender Bent Hansen.

- Men det var for nogle udvalgte områder, hvor man ønskede at markere sig. Men det generelle pres - de almindelige, kedelige patienter - der er ingen accept af, at det også koster, siger han.

Finansministeren kan ikke genkende regionernes udlægning af tingenes tilstand.

- Der er så meget jonglørkunst i øjeblikket i forbindelse med de her forhandlinger. Jeg kan næsten ikke kende virkeligheden, sagde han før mandagens forhandlinger til TV2.

- Vi tilfører jo sundhedsområdet milliardbeløb, og at der skal effektiviseres i sektoren, det er selvfølgelig klart. Det er et vilkår for os alle sammen.

Bent Hansen ønsker ikke at sætte tal på, hvor meget regionerne kan øge produktiviteten, hvis det ikke er to procent.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress