Af Ritzau - 03/05-16 12:07

EL: Postaftale vil betyde fyringer og ramme ældreEL: Postaftale vil betyde fyringer og ramme ældre

Staten må yde tilskud til Post Danmark, hvis man skal undgå fyringer, siger EL efter bred postaftale.

storybild

Enhedslistens Henning Hyllested kritisere ny postaftale for at føre til fyringer i Post Danmark og forringelser for borgerne. Liberal Alliance glæder sig til gengæld over, at aftalen er et skridt på vejen til liberalisering af postmarkedet. (Billede: Scanpix/Jens Astrup)

- Partierne bag postaftalen forringer servicen endnu engang. Det vil betyde fyringer af medarbejdere ved postvæsnet.

Sådan lyder det fra Enhedslisten, der kritiserer den postaftale, som et bredt flertal på Christiansborg bestående af blå blok, Socialdemokraterne, De Radikale og SF tirsdag har indgået.

Ordfører for Enhedslisten, Henning Hyllested, mener, at staten burde kompensere Post Danmark frem for at stille krav om, at selskabet klarer sig på markedsvilkår uden statstilskud.

- Staten har selv drevet på med en digitaliseringsstrategi, der betyder, at al kommunikation med det offentlige skal foregå digitalt. Blandt andet derfor er Danmark også et af de lande i verden, som har oplevet det største fald i antallet af breve.

- Derfor burde staten være forpligtet til at kompensere for de faldende brevmængder, siger Henning Hyllested.

Det stik modsatte budskab kommer fra den anden side af Folketinget.

Her glæder Liberal Alliances postordfører, Laura Lindahl, sig over, at aftalen afskaffer den udligningsordning, som pålægger private postvirksomheder at være med til at kompensere for Post Danmarks underskud.

- Det er unfair, at private virksomheder skal betale for Post Danmarks underskud, og derfor glæder det mig, at Liberal Alliance nu får afskaffet udligningsordningen, og at vi samtidig gør befordringspligten mindre omfattende, siger Laura Lindahl.

Hun understreger, at det fortsat er afgørende, at der kan leveres post i alle dele af Danmark, men det er ikke rimeligt, at bruge skattekroner på en "tung og ineffektiv virksomhed som Post Danmark", når flere private virksomheder ifølge hende kan sikre samme postdækning både billigere og mere effektivt.

Laura Lindahl havde gerne set, at statsstøtten til Post Danmark var blevet helt afskaffet, "så konkurrencen med de private aktører på markedet var blevet mere fair".

- Tiden er løbet fra at give statsstøtte til Post Danmark, for nye, digitale løsninger har i høj grad overtaget kommunikationen mellem danskerne, hvilket har fået postmængden til at styrtdykke de seneste år.

- Postvæsnet får mindre og mindre betydning, og derfor mener jeg, at man kan bruge danskernes skattekroner på en mere rimelig og effektiv måde, end man gør i dag, siger Laura Lindahl.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress