Af Ritzau - 14/10-16 13:57

Lokalformand: Søvndal kan tiltrække men også skræmme vælgereLokalformand: Søvndal kan tiltrække men også skræmme vælgere

"Lig i lasten" fra Christiansborg kan skræmme garvede SF'ere fra at stemme på Søvndal, siger lokalformand.

storybild

Tidligere SF-formand Villy Søvndal vil være et plus for SF i Region Syddanmark, vurderer regionsformand for SF. Men han er ikke blind for, at den tidligere udenrigsministers fortid på Christiansborg måske kan afholde nogle garvede SF-vælgere fra at stemme på ham. (Billede: Scanpix/Palle Peter Skov)

Det kan blive et scoop for SF i Region Syddanmark, at Villy Søvndal stiller op til regionsrådet.

Det siger formand for SFs regionsbestyrelse Hans Glæsel.

- I det store hele tror jeg, at mange vil sige: Det her er lige det, vi mangler, siger Hans Glæsel.

Han synes godt om de mærkesager, som Villy Søvndal præsenterede på et pressemøde fredag formiddag på Kolding Bibliotek.

- Sundhed og så det at få ryddet op i regionen er en hovedopgave. Vi trænger til en afløsning af den blå "regering", vi har her i regionen, som har fået store ridser i lakken, siger Hans Glæsel.

Han henviser til skandalesagerne om tidligere regionsrådsformand Carl Holst og ambulanceselskabet Bios.

Men SF har selv nogle "lig i lasten" fra det tidligere regeringssamarbejde med Socialdemokraterne og de Radikale, erkender han.

Det kan måske skræmme nogle fra at stemme på den tidligere udenrigsminister, lyder det fra Hans Glæsel.

- Der er nogle reminiscenser fra den gamle S-R-SF-regering, som han jo var med til at indlede. Der ligger nogle lig i lasten, som ikke er helt bearbejdet.

Hans Glæsel nævner eksempelvis folkeskolereform, indgreb over for lærerne omkring en arbejdstidsaftale og en skattereform.

- Der ligger nogle ting, som for klassiske, garvede SF’ere kan mudre billedet en smule. Den mulighed er der. Det vil jeg slet ikke lægge skjul på, siger Hans Glæsel.

Han er ikke sikker på, at SF skal gøre sig forhåbninger om at ende med formandsposten i regionsrådet.

- Jeg er ikke sikker på, at Villys ambition er at blive formand. Jeg tror, ambitionen er at føre en bred politik og sikre et opgør med den blokpolitik, vi har set, siger han.

Fire mandater skal flyttes, hvis det blå flertal skal vippes af pinden.

Dansk Folkeparti har fire mandater, og Hans Glæsel udelukker ikke et rødt samarbejde med partiet.

- Ud fra et pragmatisk synspunkt kunne der godt være nogle områder, vi kunne samarbejde om. På nogle punkter er de jo helt menneskelige.

- Det vil vise sig fra sag til sag. Men noget koordineret samarbejde tror jeg ikke på, siger regionsformanden for SF.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress