Af Ritzau - 16/09-16 15:41; Opdateret: 16/09-16 18:01

1200 somaliere risikerer at få inddraget opholdstilladelser1200 somaliere risikerer at få inddraget opholdstilladelser

De generelle forhold i Somalia er blevet forbedret, vurderer myndighederne. Nu skal 1200 asylsager gennemgås.

storybild

1200 somaliske asylsager skal granskes med henblik på at vurdere, om opholdstilladelsen skal inddrages. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) vil følge sagerne med stor interesse. (Billede: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson)

Udlændingestyrelsen vil gennemgå cirka 1200 asylsager vedrørende flygtninge fra Somalia med henblik på at vurdere, om opholdstilladelsen skal inddrages.

Det sker, efter at Flygtningenævnet onsdag og torsdag stadfæstede fem principielle afgørelser fra Udlændingestyrelsen om opholdstilladelser til flygtninge fra Somalia.

De pågældende flygtninge har alle fået tidsbegrænsede opholdstilladelser i Danmark de senere år. Opholdstilladelserne er givet på grund af de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, der har været præget af vold.

Men myndighedernes vurdering af de generelle forhold har nu ændret sig så meget, at der ikke længere er grundlag for asyl, alene fordi man kommer fra et af de bestemte områder i Somalia.

Vurderingen er derfor, at en udsendelse af de pågældende somaliere ikke vil være en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det skriver Flygtningenævnet.

De 1200 lignende somaliske asylsager skal derfor kigges efter for at vurdere, om de også skal have inddraget eller nægtet forlængelse af deres opholdstilladelse.

Det afhænger af den konkrete sagsbehandling - herunder individuelle hensyn til eksempelvis tilknytningen til Danmark - hvor mange af de 1200, der vil få inddraget opholdstilladelsen.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) vil følge granskningen af sagerne med stor interesse.

- Hvis man ikke længere har behov for beskyttelse, skal man ikke fortsat have asyl i Danmark. Så jeg er selvfølgelig glad for de afgørelser, som Flygtningenævnet har truffet i disse fem sager, siger ministeren i en pressemeddelelse.

Får de pågældende somaliere inddraget deres opholdstilladelse, skal der tages stilling til, om eventuelle familiemedlemmer også skal have inddraget deres tilladelse.

Det gælder de familiemedlemmer, der har fået en opholdstilladelse på baggrund af et familiemedlems opholdstilladelse. Hvis den inddrages, skal familiemedlemmets tilladelse også inddrages.

Udlændingestyrelsen har ikke på nuværende tidspunkt oplysninger om, hvor mange personer det vil kunne berøre.

Ifølge styrelsen skal man tilbage til 2001 for at finde et eksempel på en lige så stor gennemgang af én gruppe flygtninges sager. Dengang var det en forbedret situation i Kosovo, der udløste en gennemgang af mange hundrede asylsager.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress