Af - 26/10-16 04:00; Opdateret: 26/10-16 06:05

Haarder talte usandt om skjulte millionerHaarder talte usandt om skjulte millioner

Bertel Haarder gav fem millioner fra kasser hos Kulturministeriet. Da han på et samråd skulle svare på kritik, sagde han, den ikke vedrørte ham. »Stærkt kritisabelt,« siger S.

storybild

Bertel Haarder talte ifølge venstrefløjen usandt i Folketinget. (Billede: Mathias Løvgreen Bojesen)

Kulturminister Bertel Haarder (V) har talt usandt på et samråd i Folketinget.

Metroxpress har fået aktindsigt i bilag for tre fonde under Kulturministeriet, hvor der i 2015 blev uddelt 19 millioner kroner af ministeren selv.

Rigsrevisionen udtalte i juni ‘skarp kritik’ af fondene, hvis penge stammer fra tipsmidler og derfor skal bruges på gode formål, for at have været hemmelige og været brugt på driftsudgifter i ministeriet.

I august var Bertel Haarder i samråd, hvor han sagde, at kritikken ikke vedrørte ham.

»Det burde jo være Uffe Elbæk, der sad her. Og Marianne Jelved (de to foregående kulturministre, red.). Fordi kritikken vedrører ikke min ministertid,« sagde han i Folketinget.

Senere sagde han:
“Jeg stiller ikke op her og accepterer alle mulige anklager, der overhovedet ikke vedrører min ministertid.” og »Al tale, om ministeriet har brugt pengene på computere, det har altså simpelthen intet på sig.«

Det passer ikke, viser en gennemgang af de mange bevillinger i ministeriet fra 2011 til 2016 - herunder knap 10 bevillinger under Haarder.

* Den 24. september 2015 skriver Bertel Haarder under på 500.000 kroner til Det Danske Sprog- og Litteraturselskab for at glæde DF selv om forgængeren havde takket nej.

* Han giver i oktober 300.000 til Danmarks Samfundet.

* Og under Folketingsvalget, bliver der 15. juni 2015 indstillet til direktionen at give 2,6 millioner til digital kommunikation i ministeriet og styrelser - blandt en fælles koncernhjemmeside.

* Ministeriet hyrer 25. november sidste år en konsulent hos konsulentfirmaet Pluss, der skal hjælpe med fusioneringen af Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum og Dansk Landbrugsmuseum for 253.000 kroner.

* 12. december giver man 404.000 kroner for at Danmarks Statistik kan lave statistik om fonde - andre penge bliver betalt af Forskningsministeriet og Indenrigsministeriet.

* Senest giver han 19. februar i år, mens Rigsrevisionen er i gang med sin undersøgelse, 54.000 kroner, så et mediestøtteudvalg kan betale en advokatregning.

Haarder peger på, at han har ansvar for at fordele 4,9 millioner, men at det ikke er det, Rigsrevisionen kritiserer.

Det er forkert, fastslår formand for statsrevisorerne, Peder Larsen:

»Vi kritiserer, at Kulturministeriet i årevis har haft de her kasser. Det betyder, at det både er det, som er foregået under Bertel Haarder og hans forgængere, vi kritiserer,« siger han.

Venstrefløjen varsler en byge af spørgsmål.

»Det er stærkt kritisabelt, fordi han omgår sandheden. Det får os til at overveje et nyt samråd,« siger Orla Hav (S).

Det samme siger kulturordførere fra Enhedslisten og SF.

Ministre skal ifølge ministeransvarsloven altid tale sandt i Folketinget.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress