Af Ritzau - 09/09-16 15:58; Opdateret: 09/09-16 17:26

Kvinde frifindes for uagtsomt manddrab på motorcyklistKvinde frifindes for uagtsomt manddrab på motorcyklist

Bilist, der stødte ind i motorcyklist, slipper for fængsel, men får bøder for flere trafikforseelser.

storybild

En 20-årig kvinde frifindes ved Retten i Esbjerg for uagtsomt manddrab på motorcyklist. Arkivfoto. (Billede: Free/Per Johansen, Pressefoto, Domstolsstyrelsen)

En 20-årig kvinde var ikke skyld i en trafikulykke, der sidste sommer kostede en motorcyklist livet.

Det har Retten i Esbjerg afgjort og frifinder fredag den kvindelige bilist for uagtsomt manddrab.

Det oplyser senioranklager i sagen Heidi Colbæk fra Syd-og Sønderjyllands Politi.

I retten slog en bilinspektør fast, at det ikke var kvindens kørsel, der førte til motorcyklistens død. Og det lægger retten vægt på fredag, hvor kvinden frifindes.

- Bilinspektøren forklarede, at hun ikke lavede et styreudslag til venstre mod motorcyklisten, og at det i hvert fald ikke var det, der forvoldte ulykken, siger anklageren.

Forsvarer Kjeld Klastrup er godt tilfreds med dommen.

- Bilinspektøren fastslog, at min klient ikke var årsag til ulykken. Det er forudsætningen, at man har forvoldt den andens død, før man kan dømmes for uagtsomt manddrab, siger han.

Det var en 21-årig motorcyklist fra Esbjerg, der blev dræbt en sen eftermiddag i juli sidste år. Ved Skolebakken i Esbjerg Ø ramte den kvindelige bilist og motorcyklisten hinanden, da manden på motorcyklen forsøgte at overhale bilen.

Manden mistede herredømmet over motorcyklen og styrtede ind i en parkeret bil. Han døde på stedet.

Ifølge en erklæring fra den bilinspektør, der har undersøgt ulykkesstedet, kunne manden ikke være ramt af et udsving fra bilen, for så ville han være skredet i en anden retning end sin egen kørselsretning.

I retten er det også kommet frem, at både manden og kvinden kørte for stærkt. Men ifølge dommen var kvindens kørsel ikke årsag til, at den 21-årige motorcyklist blev dræbt.

Den 20-årige kvinde slipper altså for at komme i fængsel og får lov til at beholde sit kørekort. Men hun skal betale en bøde på 3500 kroner for at køre for stærkt, for tæt på vejmidten og for uagtsom kørsel.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress