Af Ritzau - 07/11-16 15:40

Blå partier vil sælge TV2 og slanke DRBlå partier vil sælge TV2 og slanke DR

Venstre, Konservative og DF er klar til at sælge TV2. Derimod er der ikke enighed om TV2-regionerne.

storybild

Staten skal sælge TV2, mener flere af Folketingets blå partier. (Billede: Free)

TV2 skal sælges til en privat aktør, og DR's budget skal være mindre.

Det er der enighed om blandt flere blå partier efter præsentationen mandag af Public service-udvalgets rapport om fremtidens public service.

Medieordførerne i både Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti melder sig klar til at sælge TV2.

Men hvad der skal ske med de public service-forpligtede TV2-regioner, er der mere uenighed om. Udvalget skitserer et scenarie, hvor de lægges sammen med DR's regioner.

Den løsning bakker De Konservatives medieordfører, Naser Khader, op om.

- Vi har ikke problemer med at sælge TV2. Til gengæld skal man udskille TV2's regioner, hvis man sælger TV2 uden public service-forpligtelser, siger han.

Anderledes er meldingen fra Dansk Folkepartis medieordfører, Morten Marinus.

Han vil sælge TV2 med public service-forpligtelser, og hovedsædet skal blive i Odense. Men DR skal ikke snuppe TV2's regioner, fastslår han.

- Vi er i hvert fald imod at slå dem sammen med regionalradioen i DR, siger Morten Marinus.

Et salg af TV2 har været på dagsordenen siden 2005, hvor den daværende VK-regering forsøgte at privatisere stationen, men blev bremset af retssager om ulovlig statsstøtte.

Ud over salget af TV2 er der enighed blandt de tre partier om, at DR skal være mindre end i dag.

Dansk Folkeparti har spillet ud med et forslag om, at DR skal aflevere hver fjerde krone af årsbudgettet på 3,7 milliarder kroner. Samtidig skal stationen af med tv-kanalen DR3 og radiokanalen P3.

Hos Venstre vil medieordfører Britt Bager ikke sætte fingeren på, hvad der skal fjernes, men samlet skal DR være mindre.

- Der skal være mere fokus på ren public service og mindre på det, der falder uden for, siger hun.

Hos De Konservative vil man ikke gå helt så hårdt til værks som Dansk Folkeparti.

- Vi er ikke med på at slagte DR eller skære en fjerdedel af budgettet. Det er vigtigt at gøre DR mere fokuseret. Der kan sikkert spares visse steder, og DR kunne gøres slankere, siger Naser Khader.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress