Af - 24/06-15 19:12

Tre unge er fængslet for groft hjemmerøveriTre unge er fængslet for groft hjemmerøveri

En 62-årig mand var i livsfare, da han blev slået ned i sit hjem. Nu er tre unge fængslet for hjemmerøveri.

Offeret for et hjemmerøveri i Skals ved Viborg blev slået så voldsomt med en spade, at han var i livsfare.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, som har anholdt tre unge i forbindelse med røveriet.

Anholdelserne skete på forskellige adresser i Viborg, og onsdag blev de alle tre varetægtsfængslet.

Udbyttet ved røveriet bestod af to jagtgeværer og en jagtriffel med tilhørende ammunition.

Offeret mistede også sin pung, da gerningsmændene trængte ind hos ham på adressen i Ejstrup Bro i Skals.

Manden, der er 62 år, blev slået i hovedet med en spade ved røveriet, som skete 28. maj, oplyser politiet.

- Han var indlagt i længere tid med en hjerneblødning, siger politikommissær Henrik Grove til Ritzau.

Den 62-årige har fortsat mén efter volden, oplyser politikommissæren.

Efter et langvarigt grundlovsforhør ved Retten i Viborg blev de tre anholdte onsdag aften varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

Der er tale om en 15-årig dreng og to mænd på 20 og 21 år.

Sigtelsen drejer sig om et såkaldt egentligt hjemmerøveri. Det vil sige et tilfælde, hvor en borger på sin bopæl opsøges og trues af personer, han eller hun ikke kender i forvejen.

Som udgangspunkt er straffen i sager om hjemmerøveri fængsel i fem år.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress