Af - 08/08-16 06:20

Eksperter: Danske myndigheder overser højreekstremismenEksperter: Danske myndigheder overser højreekstremismen

Bekæmpelsen af højreekstremisme i Danmark bliver overset, fordi politikere og myndigheder konstant taler om islamisk ekstremisme.

storybild

Racistisk graffiti. (Billede: Scanpix/Erik Jepsen)

Det siger en række forskere og fagpersoner med indsigt i ekstremisme til Radio24syv efter en sommer, hvor Europa har været ramt af militant ekstremistisk terror, men hvor også Labour-politikeren Jo Cox blev myrdet af en mand med ny-nazistiske forbindelser, og hvor ni personer i tyske München mistede livet, da en Anders Breivik-inspireret 18-årig mand gik til angreb.

- Jeg synes, myndighederne overser højreekstremismen, og den brede offentligheds opmærksomhed på islamistisk ekstremisme betyder, at fænomenet overdrives og truslen overvurderes, siger lektor ved Syddansk Universitet, Kirstine Sinclair, der har forsket i islamisme.

Samme toner lyder der fra social-antropolog, Tina Wilchen Christensen, der har forsket i radikalisering.

- Jeg synes ikke, man forebygger radikalisering på begge fløje, fordi man taler om det som et ensidigt problem. Man fokuserer hele tiden på islam, muslimer og islamisk terrorisme, og jo mere man fokuserer på islam som noget negativt, jo flere unuancerede forklaringer vil folk få om, hvem de andre er, siger hun til Radio24syv.

Norske Bjørn Ihler, som nær blev skudt af Anders Breivik på Utøya i sommeren 2011, forsker nu i ekstremisme, og han mener, at det kan være svært for danske myndigheder at erkende problemet.

LÆS OGSÅ: Politiet efterforsker højreekstremistisk motiv for Jo Cox-drab

- Det er lettere at fokusere på islamisme som problemet, da det så ikke er ”vores egen skyld” – men derimod et problem, der er kommet udefra. Så snart man begynde at erkende problemet med højreekstremisme, skal vi til at se indad – fordi det er opstået i vores eget samfund, siger han til Radio24syv.

Og man bør tage truslen alvorligt, lyder det fra Søren Lerche, der selv har været en del af de venstreradikale miljøer, og som nu underviser i ekstremisme på Grundtvigs Højskole.

- Den voldelige højreekstremisme ligger og ulmer, så man bør arbejde med problemet pro-aktivt. Vi har set i vores nabolande at den højreekstreme vold er udbredt, og PET udtaler også i deres trusselsvurdering, at vi i Danmark skal være opmærksomme. Man kan eksempelvis se i diverse højreekstremistiske Facebook-grupper, hvor der er så meget vrede, at flere snakker om en decideret borgerkrig, siger han til Radio24syv.

Som et led i bekæmpelsen af ekstremisme lancerede Udlændinge – Integrations – og Boligministeriet tidligere på året et Exit-center, som over en fire-årig periode får 6,9 mio. kr. til at hjælpe borgere ud af ekstremistiske miljøer.

Men i dokumenter, som Radio24syv har fået aktindsigt i, kan man læse, at "det anbefales, at Exit-centeret fokuserer på militant islamisk ekstremisme”, og ”det kan ikke forventes, at medarbejdere fagligt eller tidsmæssigt kan favne alle ismer.”

I notatet vurderes det samtidig, at et fokus på både højreekstremisme og islamisk ekstremisme kan give problemer.

- Der kan være troværdighedsproblemer, hvis miljøerne opfanger, at en medarbejder færdes i konkurrerende grupper eller hos ”fjenden”, lyder det.

Tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste, Hans Jørgen Bonnichsen, kalder det ”skuffende”, at ministeriet ikke fokuserer på højreekstremisme i projektet.

- Vi har en tendens til, at vi ikke vil erkende, at den største fare ligger herhjemme i vores egen baghave, siger han til Radio24syv.

Ministeriet for Udlændinge – Integration og Bolig afviser i mail til Radio24syv, at man er ensidig i sit fokus på islamisk ekstremisme.

- Men det er dog erfaringen, at der fra myndighedernes side i særlig grad efterspørges hjælp til at håndtere udfordringer med personer fra islamisk ekstremistiske miljøer.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress