Af Ritzau - 25/10-16 16:26; Opdateret: 25/10-16 17:04

Støjberg: Integrationsydelsen kan være anvendt forkertStøjberg: Integrationsydelsen kan være anvendt forkert

Der kan være danske statsborgere på integrationsydelse, som ikke burde være det, indrømmer Inger Støjberg.

storybild

Integrations og Boligminister Inger Støjberg erkender, at danske statsborgere, der er havnet på integrationsydelse kan være i strid med EU-retten. Nu skal der udsendes vejledninger til kommunerne, siger hun. (Billede: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson)

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) indrømmer forud for et samråd tirsdag, at der kan være danske statsborgere på integrationsydelse, som ikke skulle have været det.

Alligevel mener hun ikke, at der er en finger at sætte på selve loven om integrationsydelsen.

- Det er et spørgsmål om selve administrationen af loven efterfølgende i kommunerne.

- Der kan være nogen, som har været omfattet af integrationsydelsen, som ikke skal være det, siger hun.

Siden juni er mere end 1100 danske statsborgere havnet på den lave integrationsydelse, fordi de ikke har levet op til krav om at have boet i Danmark de seneste syv ud af otte år.

Det kan dog være i strid med EU-retten. Ifølge en EU-dom fra 2013 var det nemlig ikke lovligt at fratage statsborgere sociale ydelser på grund af manglende tilknytning til hjemlandet.

Der skal i stedet foretages en konkret vurdering, hvor man også medtager forhold som skolegang, familie og økonomi.

- Der er ikke en finger at sætte på loven. Det er selve den praksis, der har været efterfølgende.

- Nu giver det her anledning til at få kigget på det og få oplyst, at der kan være nogen, som ikke er omfattet af det, siger Inger Støjberg

På grund af tvivlen om integrationsydelsen har integrationsordfører Holger K. Nielsen (SF) tirsdag indkaldt ministeren i et samråd.

- Det har været ret alvorligt for de her mennesker, der har måttet opleve, at deres sager er blevet behandlet forkert. Man har vedtaget en lov, som hviler på nogle forkerte præmisser, siger ordføreren på samrådet.

Inger Støjberg har endnu ikke lagt sig fast på, hvordan der konkret skal rettes op på de mulige fejl i anvendelsen af integrationsydelsen.

- Vi må hen ad vejen tage stilling til, om sagerne skal tages op af kommunerne selv, eller man selv skal klage over sagerne.

- Jeg vil ikke afvise noget. Det er ganske nyt for mig, at denne præcisering skal til. Men helt konkret bliver der udsendt en vejledning til kommunerne, siger ministeren på samrådet.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress