Af Ritzau - 25/11-16 13:30; Opdateret: 25/11-16 13:50

Pige får betinget fængsel for at hylde Omar el-HusseinPige får betinget fængsel for at hylde Omar el-Hussein

En 16-årig pige hyldede i 2015 el-Husseins angreb på Facebook. Nu er hun idømt fire måneders betinget fængsel.

storybild

I februar 2015 skød og dræbte Omar el-Hussein en person ved Krudttønden i København og en person ved synagogen i Krystalgade. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Imens mange danskere sørgede over angrebene på Krudttønden og synagogen i Krystalgade i København i februar 2015, hyldede en 16-årig pige angrebet på Facebook.

Den nu 17-årige pige er i Københavns Byret fredag blevet dømt for at hylde terror ved at dele opslaget. Hun straffes med en betinget fængselsstraf på fire måneder med krav om 100 timers samfundstjeneste.

Pigen kaldte i Facebook-opslaget fra 2015 Omar el-Hussein for en helt. Opslaget blev delt dagen efter angrebene i København i februar 2015.

Anklageren havde nedlagt påstand om mindst fire måneders fængsel samt en betinget udvisning. Men pigen, der er afghansk statsborger, slipper for udvisningen.

Angrebene i København skete om aftenen og natten mellem 14. og 15. februar 2015. 16. februar slog den dømte pige et opslag op på Facebook:

- Det er så trist, at han skulle dø på den måde, men han gjorde noget, som ingen andre turde gøre. Han gjorde det for profet Muhammads skyld. Han er sandelig en helt, skrev hun blandt andet.

Opslaget blev skrevet i en lukket gruppe på Facebook ved navn "Vejen til islam", der på daværende tidspunkt havde omkring 20.000 medlemmer.

Hun har nægtet sig skyldig i terrorbilligelse, men erkendt at have skrevet opslaget. Da pigen afgav forklaring i sagen i sidste uge, forklarede hun, at hun fortrød sit opslag.

Hun slettede da også opslaget igen, da flere medier omtalte kommentaren.

- Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på. Jeg ville aldrig sige sådan til en terrorist, for sådan nogle mennesker fortjener ikke paradis, forklarede hun i Københavns Byret 18. november.

Omar el-Hussein dræbte to personer ved angrebene i København. Det hele endte med, at han selv blev dræbt tidligt om morgenen 15. februar i en skudveksling med Politiets Aktionsstyrke.

Forsvarer Karin Dawson Svenningsen oplyser, at pigen endnu ikke har taget stilling til, om sagen skal ankes.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress