Af Ritzau - 19/08-16 11:06

Pind vil have tyve bag tremmer i sommerferiePind vil have tyve bag tremmer i sommerferie

Indbrudstyve skal afsone i sommerferien, når der er flest indbrud, siger justitsminister Søren Pind (V).

storybild

Lone Harlev fra Det Kriminalpræventive Råd viser, hvordan indbrudstyve tjekker, om folk er hjemme ved at flytte ting, og se, om nogle rydder op. Tyve skal afsone om sommeren, foreslår justitsminister Søren Pind (V). (Billede: Scanpix/Emil Hougaard)

Danskerne skal kunne sove roligere i sommerferien, fordi indbrudstyve skal bures inde, når der sker særligt mange indbrud.

Det siger justitsminister Søren Pind (V) til DR Nyheder.

Han vil ændre reglen om, at dømte indkaldes til afsoning i fængsler, efter hvornår de har fået deres dom. Nu vil han lave en undtagelse, så Kriminalforsorgen kan indkalde indbrudstyve til afsoning om sommeren, når der er særligt mange indbrud.

- Dét, vi gerne vil til livs, er, at indbrudstyvene hærger, når der ikke er nogen hjemme. Det gør det nemmere for indbrudstyvene. Derfor indfører vi nu den mulighed, at vi kan holde indbrudstyvene i fængsel, når folk er på ferie, siger Søren Pind.

Han glæder sig over, at danskerne rammes af langt færre indbrud end før, men kræver en større indsats.

- Men jeg vil gerne have det længere ned. Derfor prøver vi at skrue på alle knapper, herunder at indbrudstyve ikke har frit løb i julen eller sommerferien, siger Søren Pind til DR Nyheder.

Indbrudstyve er de kriminelle, hvor flest begår nye forbrydelser. Mens knap hver tredje - 30 procent - som løslades fra fængsel eller dømmes skyldig i en forbrydelse - begår ny kriminalitet inden for to år, gælder det 72 procent af indbrudstyvene.

Søren Pind afviser, at voldsdømte må vente på at komme i fængsel, fordi indbrudstyve skal afsone først.

- Lige nu er der ikke så stort pres på fængselspladserne. Vi har faktisk pladser, så lige det ser jeg ikke som noget stort problem, siger justitsministeren.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress