Af Ritzau - 07/10-16 10:33; Opdateret: 07/10-16 11:35

Minister vil skære i boligydelse - men ved ikke hvordanMinister vil skære i boligydelse - men ved ikke hvordan

Regeringen har endnu ikke noget forslag til, hvordan besparelser på boligydelser skal udformes. DF er imod.

storybild

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) mener, at det er rimeligt at spare på pensionisternes boligydelse. Men han understreger, at der ikke ligger nogen politiske aftaler om, hvordan det skal foregår. DF er imod, og dermed er der tilsyneladende heller ikke politisk flertal for besparelserne. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson)

Der er tilsyneladende ikke flertal for det, og regeringen ved ikke, hvordan det i praksis skal ske.

Alligevel holder beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) fast i, at der skal spares hundredvis af millioner på pensionisternes boligydelse de kommende år.

Det gør han klart under et samråd i Beskæftigelsesudvalget fredag.

Ministeren argumenterer med, at boligydelsen, som primært folkepensionister får, reguleres mere fordelagtigt end boligsikring.

- Helt ærligt, det synes jeg faktisk, at Folketinget har en forpligtelse til at tage alvorligt.

- Når det ene system er steget 18 procent, er det andet steget 28 procent. Er det en ordentlig måde at forvalte samfundets penge på? Det mener jeg ikke, siger Neergaard.

Marlene Harpsøe (DF) gør det samtidig lige så klart, at DF er uenig.

- Det er ikke noget, som kommer igennem med Dansk Folkepartis stemmer, siger hun.

Regeringen har budgetteret med besparelserne på finanslovsforslaget for 2017, men har ikke noget konkret forslag til, hvordan det skal ske, understreger Neergaard.

Sidste år måtte regeringen trække et lovforslag tilbage om en række justeringer af pensionisternes boligydelse. De øvrige borgerlige partier - inklusive Dansk Folkeparti - havde ellers sagt god for det, men fortrød.

Partierne indgik dengang en aftale om at "søge" at finde pengene inden for boligydelsesområdet alligevel. Men DF mener altså ikke, at det kan lade sig gøre.

Alligevel mener Jørn Neergaard Larsen ikke, at der er grund til at beskylde DF for at løbe fra en aftale.

- Nej, det har jeg slet ikke noget grundlag for at mene, siger han til Ritzau efter samrådet.

Socialdemokraten Leif Lahn Jensen, der havde indkaldt til samrådet, vil nu have svar på, om der ligger en ubetalt regning og venter.

På den ene side har regeringen budgetteret med besparelser på 200 millioner kroner i 2017 stigende til 480 millioner kroner i 2020.

På den anden side har regeringen hverken et flertal for at spare eller et forslag til, hvordan det skal gøres, påpeger Leif Lahn Jensen. Derfor vil han nu have finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i samråd om sagen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress