Af Ritzau - 19/06-16 10:19; Opdateret: 19/06-16 10:36

DF om flygtninge i protest: Gå deres sager igennemDF om flygtninge i protest: Gå deres sager igennem

Integrationsordfører Martin Henriksen (DF) mener, at det er utaknemmeligt, at flygtninge vil have ret til ferie.

storybild

Integrationsordfører Martin Henriksen (DF) har ikke meget tilovers for flygtninge på kontanthjælp, der ønsker at holde sommerferie. (Billede: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen)

Der er ikke meget forståelse i Dansk Folkeparti for, at en række flygtninge i Favrskov Kommune har protesteret over deres manglende ret til ferie.

Det siger partiets integrationsordfører, Martin Henriksen.

- Jeg synes efterhånden, at der er mange historier med såkaldte flygtninge, som opfører sig pænt utaknemmeligt, i forhold til at de påstår, at de kommer fra krig og ødelæggelse og nu har fået beskyttelse i Danmark, siger han og tilføjer:

- Jeg synes, at det her er en fin lejlighed til at gå deres sager igennem og se, om der er noget at komme efter i forhold til at inddrage deres opholdstilladelse.

Regeringen indførte sidste sommer integrationsydelsen for nyankomne flygtninge. Den betyder samtidig, at omkring 7000 flygtninge ikke er berettiget til at holde ferie.

Og det vækker kritik fra socialrådgivere, Dansk Flygtningehjælp og fra flygtninge selv, skriver Jyllands-Posten. Omkring 60-70 flygtninge var i Hadsten i Favrskov Kommune forleden på gaden for at protestere over deres manglende ferie.

Budskabet er blandt andet, at flygtningene bør sidestilles med danske kontanthjælpsmodtagere, der har ret til at holde sommerferie.

- Men de her flygtninge er jo ikke danskere. Hvorfor skal de så sidestilles med danskere? Det argument forstår jeg slet ikke, siger Martin Henriksen.

Kritikken af ferieinddragelsen lyder også, at flygtningenes børn ikke har mulighed for at holde ferie med deres forældre, men i stedet må tilbringe sommeren i institutioner.

- Men det er jo forældrene, der har valgt at tage til Danmark. Hvis de er utilfredse med forholdene i Danmark, så må de rejse et andet sted hen. Det er, hvad jeg tænker om den situation, lyder det fra Martin Henriksen.

1. juli overgår yderligere 21.000 flygtninge til den nye integrationsydelse. Deres ferieret bliver dog først inddraget fra 1. juli næste år.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress